Mickey Mouse spiller, i denne omarbejdede version af Charles Dickens klassiske julefortælling, den udasede og dårligt betalte Bob Cratchit. Hans modspiller er Onkel Joakim som den nærige Ebeneser Scrooge. Fedtmule er den uheldsforfulgte Jacob Marleys ånd, Jesper Fårekylling har rollen som det gamle julespøgelse og mange andre Disneyfigurer er også med. Det er verdens mest elskede juleeventyr i en ny Disney version.

Klokkeren fra Notre Dame II har naturligvis en del fællestræk med etteren. Omgivelserne er de samme, og personerne er de samme. I denne omgang får Quasimodo lyst til en kæreste, men beklageligvis forelsker han sig i en kvinde, der står i ledtog med en særdeles usympatisk tyv, som vil stjæle Notre Dames fornemste klokke, den juvelbesatte La Fidel. 2'eren, der er mindre end en time lang, er væsentligt dårligere tegnet end den første film, mens der til gengæld er færre sukkersøde sange. Historien er naturligvis ikke så tidløs og fascinerende som originalen, men på den anden side er det en klar fordel, at den er mindre barsk end etteren. Ondskaben er mere "børnevenlig", om man vil.