Léon er professionel hitman for mafiaen i New York. Da den småkriminelle nabofamilie udslettes af den psykopatiske narkopolitiagent Stansfield, redder Léon den 12-årige datter, Mathilda. Hun vil nu lære at blive lejemorder, så hun kan få hævn over Stansfield. Et varmt venskab opstår mellem de to, som hver på sin måde står alene i verden. Men Stansfield er på sporet af den morderiske duo.
Romerrigets kejser udpeger hærføreren Maximus som sin efterfølger, men kejserens magtbegærlige søn Commodus har andre planer. Han lader Maximus' familie myrde, mens Maximus undslipper, hårdt såret. Maximus bliver gjort til slave og trænet som gladiator. Hans berømmelse i arenaen vokser hurtigt, men selv lever han kun for at hævne sin familie. Og en dag bliver han sendt til Rom for at kæmpe i Colosseum for øjnene af den nye kejser - Commodus.
I 1980 ankommer cubanske Tony Montana og hans ven Manny til Miami, hvor de bluffer og myrder sig til en opholdstilladelse. Tony og Manny får job som opvaskere, men Tony har andre ambitioner. Med brutale midler går han i gang med at opbygge sit eget narkoimperium, og snart er han en af de helt store spillere i byens underverden. Men Tony kan ikke holde næsen fra sine egne varer, og hans ego og paranoia vokser i takt med hans imperium.
Den unge skuespillerspire, Eve Harrington (Anne Baxter), charmerer sig ind på livet af sit idol, den aldrende Broadway-stjerne Margo Channing (Bette Davis, der baserede sin rolle på filmdivaen Talullah Bankhead), hvis nærmeste omgangskreds tæller playwright Lloyd Richards (Hugh Marlowe), hans kone Karen (Celeste Holm) og regissøren Bill Sampson (Gary Merrill), som Margo er forelsket i. Eve bliver snart Margos uundværlige hjælper og følgesvend, men bag den søde, elskelige facade gemmer sig en glubsk og usund appetit på egen berømmelse. Filmens fortællerstemme tilhører teaterkritikeren Addison DeWitt (den uovertrufne George Sanders, der vandt en Oscar for sin rolle), hvis iagttagelser af alle involverede parter konstant er lige på kornet.
Den aldrende boksetræner Frankie Dunn opsøges af den fattige servitrice Maggie, som ser boksningen som den eneste mulighed for at skabe sig et bedre liv. Det er et ansvar, som enspænderen Frankie ikke har lyst til at påtage sig, men Maggie giver ikke op. Det lykkes hende at overbevise Frankie om, at hun har talent, og efterhånden udvikler der sig et stærkt bånd mellem den bryske træner og den stædige unge bokser. Clint Eastwood's boksedrama blev Oscar-belønnet for bedste film, mens Eastwood fik prisen for bedste instruktør, Hilary Swank for bedste kvindelige hovedrolle og Morgan Freeman for bedste mandlige birolle.
Den tidligere bokser Terry Malloy kunne været blevet en mester, men nu knokler han for bossen Johnny Friendly på den gangsterstyrede havnefront. Terry begynder at blive plaget af dårlig samvittighed, da han forårsager en oprørsk arbejders død. Men det kræver Edie Doyles kærlighed, den døde arbejders søster, at få Terry til at indse, hvor dybt han er faldet.
På Jesu tid bliver den jødiske prins Ben-Hur udsat for falske anklager og sendt til galejerne, mens hans mor og søster kommer i fængsel. Under et søslag redder Ben-Hur kaptajnens liv og adopteres af ham som en søn. Årene går, og Ben-Hur bliver en dreven deltager i hestevæddeløb. Men trods sit nye liv har han ikke opgivet at finde sin familie og få hævn over arkitekterne bag anklagerne.
En gruppe tyske drenge lader sig rive med at stemningen i starten af 1. Verdenskrig og melder sig frivilligt. Til deres overraskelse er der intet heroisk ved krigen, kun lidelse, død og mudder overalt. Tilbage er kun kampen for ikke at blive skudt og samtidig forblive et menneske. Baseret på Erich Maria Remarques roman af samme navn.
I et omrejsende tivoli med pinheads, dværge og skæggede damer (castet fra sideshows rundt omkring i USA) ydmyger og udnytter den skruppelløse trapez-artist Cleopatra dværgen Hans, der har tabt sit hjerte til hende. Det kommer hun bittert til at fortryde! Freaksene har deres helt eget kodeks, og snart vil Cleopatra lære aldrig at ydmyge en af dem igen.
En jødisk komedieforfatter og en protestantisk sangerinde møder hinanden i New York, og sød musik opstår. De ved begge, at det kan være svært at finde den rette livsledsager i en verden befolket af intellektuelle kritikere, opskruede Rolling Stone-skribenter og selvhøjtidelige kunstnertyper. Gennem lange diskussioner om alt fra film til religion lærer de hinanden at kende, men forholdet bliver sat på prøve, da sangerinden overvejer at flytte til L.A.
Første del af Kieslowskis film-trilogi, hvor hver film har sit udgangspunkt i de tre farver i tricoloren. En ung kvinde, Julie, mister ved et trafikuheld sin mand og sit barn. Hun vil derefter starte et helt nyt liv, uden gamle venner og uden musik. Hendes mand var komponist, og der verserede rygter om, at det var Julie, der komponerede hans værker. Efter et stykke tid opdager Julie, at hendes mand havde en elskerinde, og at denne er gravid med hans barn. Julie komponerer derefter mandens ufuldendte storværk færdigt og sørger økonomisk for elskerindens barns fremtid
Allerede som helt på bomuldsfarmen i Arkansas er Johnny Cash kendt for sin kompromisløshed, der siden bliver hans varemærke. Efter en tur hos luftvåbenet begynder den unge Johnny at kæmpe for at gøre sig bemærket som sanger og musiker, og får samtidig øje for den smukke og selvstændige kollega June. Hun er ikke sådan lige at overtale, og samtidig kæmper Johnny med sine selvdestruktive tendenser.
For 2000 år siden var Kina opdelt i syv kongeriger, der alle bekæmpede hinanden. Som resultat af mange års krig var befolkningen plaget af død og lidelse. Af de syv kongedømmer var Qin det mest aggressive: Qins hersker var besat af tanken om at blive Kinas første kejser. Men mange så ham gerne død, og af dem var ingen så frygtede som de tre legendariske lejemordere Broken Sword, Flying og Sky. Herskeren af Qin udlover en stor dusør til den, der kan overvinde de tre. Men dette er så godt som umuligt, og i ti år er ingen kommet bare tæt på at løse opgaven. Så da den mystiske sherif Nameless kommer til paladset medbringende de tre lejemorderes våben, er kongen meget ivrig efter at høre hans historie om, hvordan han fik ram på de tre...
Robert Altman væver et tæppe af historier og skæbner sammen, som alle handler om mislykkede menneskelige relationer og parforhold. Mens solen skinner over det californiske landskab, følger kameraet en pigeglad betjent og hans masochistiske kone, en helikopterpilot, der søger en usædvanlig hævn over sin ekskone, et ægtepar, hvis liv bryder sammen, da deres søn bliver dræbt i trafikken, en mand, der er træt af at høre sin kone snakke sex i telefonen, m.m.
1995, Detroit, USA. Jimmy Smith Jr bor i en trailer sammen med sin mor og arbejder på en fabrik. Året er 1995 og Jimmy udtrykker sine frustrationer, frygt og vrede som rapper på byens hip hop-scene. Musik hjælper samtidig Jimmy i hans søgen efter identitet og en mening med tilværelsen. Det store spørgsmål er om Jimmy kan bruge sin musik til at opfylde sin drøm om at forlade sin triste baggrund og får anerkendelse udenfor bygrænsen, der også er kendt som ’8 Mile’.
Kresten lever i Københavns yuppie-cirkler med udsigt til en strålende karriere, lige indtil han på sin bryllupsnat ringes op fra Lolland og modtager meddelelsen om sin fars død. Han har svært ved at forklare sig over for sin kone Claire, da han har bildt alle ind, at han ingen familie har. Det bliver ikke nemmere for Kresten, da han genser den fædrende, totalt nedrakkede gård og møder sin ældre, tilbagestående bror Rud, der er ensom, forsumpet og ude af stand til at klare sig selv.
I en verden, hvor der er mangel på naturlige ressourcer, styres alt af avanceret teknologi og robotter. Firmaet Cybertronics Manufacturing producerer den første robot med følelser. Hans navn er David og som et forsøg kommer han i pleje hos Henry og Monica. David får hurtigt rollen som deres rigtige barn, men en række uventede begivenheder gør dette liv umuligt for David. Sammen med sin beskytter, tøjbjørnen Teddy, begiver han sig ud på en rejse for at finde ud af, hvor han hører til.
To Palæstinenske venner er rekruteret som selvmordsbomber mod det israelske folk.
Hvad sker der, når alt det vi tager for givet forsvinder, når fremtiden med ét står uforudsigeligt foran os, og vi ikke længere har kontrol over vores hverdag? "Elsker dig for Evigt" handler om fire mennesker og deres pludselige og uforberedte møde med livets skrøbelighed og ikke mindst kærlighedens styrke. Cecilie og Joachim er unge og forelskede. De skal giftes og har livet for sig. Men så går det galt, og pludselig er alting forandret. Ikke kun for Cecilie og Joachim men også for Marie og Niels. Marie og Niels er bege i slutningen af 30’erne og lever i et lykkeligt ægteskab med tre børn, men deres ægteskab sættes på en hård prøve, da Niels forelsker sig lidenskabeligt i Cecilie. Spørgsmålet er om Niels og Cecilie er parate til at opgive alt for deres kærlighed. En ting er sikkert, ingenting kan blive som før.