Jeg har altid været en nørd. En ordblind, tegnende, rollespilsspillende, specialskolegående, stofmisbrugende… nørd. Det er i hvert fald de ord, jeg ville sætte på mig selv. Men er jeg det? Eller er det bare den historie, jeg fortæller mig selv? Er mit selvbillede hugget i sten, eller kan jeg ændre det? Er et livsnarrativ plastisk? Og er det måske på tide, at vi kigger på vores fælles verdenshistorie på den måde. I stedet for at have én, der deler os op i grupper, der på den ene eller anden måde bekriger hinanden, er det måske på tide, at vi finder på en fælles historie, som vi kan gå fremtiden i møde med, sammen. Alt dette skal vi igennem, plus en helvedes masse tegninger, som jeg lavede som barn af historiske begivenheder. Vi starter med landbruget, verdens største scam…

Sol­da­ten Sam for­sø­ger at til­pas­se sig det ci­vi­le liv ef­ter læn­ge­re tids ud­sta­tio­ne­ring i ud­lan­det. Da han gen­for­e­nes med sin tid­li­ge­re iraki­ske over­sæt­ter, mø­der han Amira - hans kam­me­rats nie­ce som ikke sto­ler på sol­da­ter og ikke vil have no­get med ham at gøre. Men da Amira får pro­ble­mer med sin op­hold­stil­la­del­se, til­by­der Sam, at hun kan skju­le sig i hans lej­lig­hed. Ef­ter en skæv start be­gyn­der de­res uven­te­de ven­skab at ud­vik­le sig til mere. Men ikke alt er, som det ser ud til, og Amira og Sam bli­ver snart mødt af for­hin­drin­ger.