I 1958 fejrer mafialederen Michael Corleone sin søns konfirmation med stor festivitas. Udadtil fremviser Corleone-familien en facade uden revner, men facaden dækker i virkeligheden over korruption, vold og mord.
I 1980 ankommer cubanske Tony Montana og hans ven Manny til Miami, hvor de bluffer og myrder sig til en opholdstilladelse. Tony og Manny får job som opvaskere, men Tony har andre ambitioner. Med brutale midler går han i gang med at opbygge sit eget narkoimperium, og snart er han en af de helt store spillere i byens underverden. Men Tony kan ikke holde næsen fra sine egne varer, og hans ego og paranoia vokser i takt med hans imperium.
En gruppe afrikanske slaver overtager deres herres skib og forsøger at vende tilbage til deres elskede hjemland. Men da skibet bliver generobret, bringes fangerne til Amerika, hvor de bliver anklaget for mord og smidt i fængsel. Slavernes kamp tiltrækker en hel nations opmærksomhed og sætter spørgsmålstegn ved selve grundlaget for det amerikanske retssystem. Dette er en kamp for alle menneskers basale ret til frihed.
Den 26. november 1956 ankommer Fidel Castro og 80 andre oprørere med båd til Cuba. Blandt disse er den argentinske læge Ernesto 'Che' Guevara, der ligesom Castro drømmer om at styrte diktatoren Fulgencio Batista. Che beviser under de efterfølgende kamphandlinger, at han er en ekspert i guerillakrig. Han stiger hurtigt i graderne i oprørshæren, og snart er han en revolutionshelt blandt de lokale cubanere.
Cuba, Havanna i 1958. Den 18-årige Katey Millers far får job i Havanna, og de flytter derfor dertil. Forældrene ser gerne at Katey holder sig til de andre rige amerikanske teenagere i byen, men Katey tiltrækkes mere af den indfødte tjener Javier. Javier er en meget talentfuld danser og Katey overtaler ham til, at de skal stille op som par i en prestigefuld dansekonkurrence. Derfor må de mødes i smug og øve de "forbudte trin". Samtidig med at deres følelser for hinanden vokser, rykker den cubanske revolution nærmere…
I 1939 bliver Edward Wilson rekrutteret til det hemmelige broderskab Skull and Bones, grobunden for fremtidige verdensledere. Wilsons skarpe intellekt, pletfrie ry og oprigtige tro på amerikanske værdier gør ham til spidskandidat til en karriere inden for efterretning, og han bliver hurtigt rekrutteret til at arbejde for OSS (forløberen for CIA) under 2. verdenskrig. I løbet af sin lange karriere i CIA bliver Edwards idealisme langsomt nedbrudt af en voksende mistænksomhed, der afspejler den kolde krigs paranoia. Efterhånden indføres Edwards metoder som standardprocedurer i CIA, og hans troskab til fædrelandet betyder, at han er villig til at ofre alt, selv sit familieliv.
Havanna 1958. Natklubben El Tropico er et overflødighedshorn af fest, farver, skønne kvinder og smægtende cubanske rytmer. Her flokkes de rige og de kendte - og natklubejer Fico (Andy Garcia) er leveringsdygtig i alt, hvad hjertet begærer. Hverdagens trivielle problemer får aldrig lov til at snige sig indenfor på El Tropico. Men sorte skyer trækker sammen i horisonten. Utilfredsheden ulmer og skud brager i nattemørket. ”Bandit-optøjer” lyder den officielle forklaring. ”Revolution” hviskes der på gaden. Da stormen bryder løs, er Fico nødt til at tage stilling. Et valg, der kan koste ham alt: natklubben, familien, den kvinde han elsker - ja selv hans liv…
Revolutionen ulmer på Cuba i 1958, da pokerspilleren Jack Weil dukker op i Havanna. Jack nyder byens livlige natteliv, indtil han møder den smukke svenskfødte Bobby. Hun er alt det, Jack ikke er. Uselvisk, idealistisk og ildfuld. Men begge elsker at tage chancer, og de indleder et spil, der er væsentligt farligere end poker.