FNs generalsekretær Dag Hammarskjöld døde i 1961 ved en mystisk flyulykke i Ndola i Nordrhodesia . Omstændighederne omkring ulykken er fortsat uklare, og med hovedet rumsterende af konspirationsteorier begiver Mads Brügger og amatørforskeren Göran Björkdahl sig ud for at finde sandheden om ulykken – friskt flirtende med billedet af sig selv som koloniale mænd, der mansplainer det afrikanske kontinent. Efterhånden som efterforskningen skrider frem, krakelerer klovnemasken. Det er ikke småting, der kommer for en dag, og man tror instruktøren, når han siger, at filmen potentielt kan få låget til at ryge af gryden i Sydafrika.

Mange amerikanske forældre elsker våben og vil gerne give denne kærlighed videre til deres børn. Samtidig er de overbevist om, at det øger børnenes sikkerhed at være bevæbnet. Der kan være mange grunde til, at man finder det vigtig at lære at skyde. For nogle er motivationen selvforsvar, andre opfatter det som en grundlæggende forfatningsret, og så er der en lang tradition for, at familier går på jagt sammen, simpelthen fordi det er sjovt. Men er bevæbning af børn en amerikansk pligt eller kan det vise sig at være en dødbringende fejltagelse?