Byens Lys begynder med en spiddende kritik af pomp, pragt og formalitet, og slutter med en af filmhistoriens mest berømte scener. Filmen bevæger både hjerte og lattermuskler så meget, at den i 1998 indtog en plads på Det Amerikanske Filminstituts Top-100 over de bedste amerikanske film nogensinde. Talefilmene havde fået godt fodfæste, da Charles Chaplin gik imod strømmen med denne filmklassiker, der kun indeholder musik og lydeffekter, og ingen tale. Historien om Vagabondens forsøg på at skaffe penge til en operation, der vil give en blind blomsterpige synet tilbage, giver stjernen den ideelle ramme at fremkalde både sympati og latter i. Vagabonden spiller både gadefejer, bokser, rig skabekrukke og redningsmand for en selvmorderisk millionær, og hans budskab er usagt, men forstået af alle: Kærlighed gør blind.
En mor efterlader sit nyfødte barn i en limousine. På en seddel bønfalder hun ejeren om at tage sig af drengen. Men bilen bliver stjålet at tyve, der smider barnet i skraldespanden. Heldigvis finder en vagabond den lille dreng, som han tager til sig. Fem år senere er moderen på den grønne gren som operasangerinde, og hun sætter sig for at finde sin søn.
Johnny elsker to ting: sit lokomotiv, kaldet "The General", og kæresten Annabelle. Ved den amerikanske borgerkrigs udbrud melder Johnny sig under sydstaternes faner, men kasseres som soldat, fordi militæret hellere vil bruge ham som tekniker. Annabelle tror, det er fordi, han er en kujon, men da nordstatsspioner stjæler hans tog, hvor Annabelle er om bord, får Johnny mulighed for at vise sin duelighed og kæmper en heroisk kamp for at redde sine to elskede.
Portræt af en af alle tiders mest elskede komikerpar, Gøg og Gokke, eller Stan Laurel (1890-1965) og Oliver Hardy (1892-1957). Deres samarbejde startede i 1926 med stumfilm, og de næste tredive år lavede duoen en lang række film og farcer, hvor deres humor og talent holder selv i dag.
En tegnefilm om den lille dreng Champion, der bor hos sin bedstemor Madame Souza. Han keder sig frygteligt, indtil Madame Souza opdager, at han er allermest lykkelig, når han sidder på en cykel. Så får Champion lov at bruge al sin tid på cykling og træner rigtig hårdt. Til sidst er han parat til at deltage i det verdensberømte Tour de France-cykelløb.