En dag under en flugt fra sine kreditorer gemmer den unge manuskriptforfatter Joe Gillis sig i en garage til et palæ på Sunset Boulevard. Her møder Joe den tilbagetrukne stumfilmstjerne Norma Desmond, der vil hyre Joe til at renskrive et comeback, hun har arbejdet på i flere år. Den kyniske og opportunistiske Joe siger ja til det håbløse projekt og er snart fuldstændig i hænderne på Norma. Alt imens følger Normas chauffør Max Von Mayerling tavst begivenhederne fra sidelinien.

Byens Lys begynder med en spiddende kritik af pomp, pragt og formalitet, og slutter med en af filmhistoriens mest berømte scener. Filmen bevæger både hjerte og lattermuskler så meget, at den i 1998 indtog en plads på Det Amerikanske Filminstituts Top-100 over de bedste amerikanske film nogensinde. Talefilmene havde fået godt fodfæste, da Charles Chaplin gik imod strømmen med denne filmklassiker, der kun indeholder musik og lydeffekter, og ingen tale. Historien om Vagabondens forsøg på at skaffe penge til en operation, der vil give en blind blomsterpige synet tilbage, giver stjernen den ideelle ramme at fremkalde både sympati og latter i. Vagabonden spiller både gadefejer, bokser, rig skabekrukke og redningsmand for en selvmorderisk millionær, og hans budskab er usagt, men forstået af alle: Kærlighed gør blind.

C.C. Baxter arbejder i et forsikringsselskab og udlåner sin lejlighed til sine kollegers udenomsægteskabelige affærer. Han håber på at blive forfremmet, og lader derfor gerne sin chef Sheldrake fornøje sig i lejligheden. Men Baxter kommer i et stor dilemma, da det viser sig, at chefen har en affære med elevatorpigen Fran, som han selv er forelsket i. Skal han risikere sin forfremmelse til fordel for pigen, han elsker?

Casablanca. Nem at komme til, men svær at forlade især hvis man er eftersøgt af nazisterne. Og det er modstandsmanden Victor Laszlo, hvis eneste håb er Rick Blaine, en kynisk amerikaner, der ikke lægger hovedet på blokken for nogen ... og slet ikke Victors kone, Ilsa, ekskæresten, der knuste hans hjerte. Ilsa tilbyder at blive hos ham, hvis Laszlo til gengæld bliver transporteret ud af landet, og den bitre Rick må gøre op med sig selv, hvad der betyder mest: Hans personlige lykke eller utallige menneskers overlevelse.

En gruppe tyske drenge lader sig rive med at stemningen i starten af 1. Verdenskrig og melder sig frivilligt. Til deres overraskelse er der intet heroisk ved krigen, kun lidelse, død og mudder overalt. Tilbage er kun kampen for ikke at blive skudt og samtidig forblive et menneske. Baseret på Erich Maria Remarques roman af samme navn.

De tre amerikanske soldater Fred, Homer og Al vender hjem efter mange års krig. De står over for en række vanskeligheder ved at tilpasse sig samfundet og leve et almindeligt liv. Fred tjente som kaptajn i flyvevåbnet og er plaget af mareridt, og hans kone har mistet interessen, Homer var i flåden, hvor han mistede begge hænder, da hans hangarskib sank, og han frygter at ingen forstår hvad han går igennem, og Al var en sergent i infanteriet og kæmpede i Stillehavet, og må se i øjnene at livet er gået videre for hans kone og børn.

Under 2. Verdenskrig bliver en gruppe menige amerikanske soldater kastet i den berygtede tyske fangelejr Stalag 17. De bruger størstedelen af deres tid på at planlægge, hvordan de kan hjælpe hinanden med at flygte. Men da to fanger bliver dræbt under et flugtforsøg, bliver de klar over, at de har en spion i deres midte.

Antonio 'Tony' Camonte starter fra bunden og arbejder sig op gennem gangsterverdenen. Til at starte med er han blot håndlanger for gangsterbossen Johnny Lovo, men så går Tony efter Johnnys kæreste og sidenhen også hans job. Snart har Tony alt, hvad han kunne ønske sig, men korthuset begynder at falde sammen, da hans højre hånd, Guino, indleder en affære med Tonys søster.

William Blake er en bogholder, som forlader sit hjem i Cleveland for at overtage et job vestpå i nybyggerbyen Machine. Da han ankommer, får han at vide, at fabriksejeren Dickinson allerede har ansat en anden mand til jobbet. Han slukker sine sorger på nærmeste saloon i selskab med en forhenværende prostitueret. Et voldsomt opgør med kvindens elsker gør William Blake til morder. Alvorlig såret og med lovens lange arm i hælene, søger han tilflugt i ødemarken, hvor han møder indianeren Nobody.

London, 1929. Frank Webber, en meget travl Scotland Yard-detektiv, synes at være mere interesseret i sit arbejde end i Alice White, hans kæreste. Alice føler sig ignoreret og indvilliger i at gå ud med en elegant og velopdragen kunstner, som inviterer hende til at besøge sin fine lejlighed.