Ved at se Joshua Oppenheimers filmoptagelser af gerningsmændene bag det indonesiske folkedrab opdager en familie, hvordan deres søn blev dræbt - samt hvem, der dræbte ham. Familiens yngste søn er fast besluttet på at bryde den tavshed og overvinde den frygt, som hans familie - og de øvrige familier til ofrene - lever i. Så han beslutter sig for at konfrontere de mænd, der var ansvarlige for mordet på hans bror; en ellers utænkelig handling i et land, hvor gerningsmændene til folkedrabet fortsat sidder på magten.

For kort tid siden chokerede forfærdelige billeder af kz-lejre og massegrave i det tidligere Jugoslavien et lammet Europa. Alene krigen i Bosnien kostede 100.000 civile livet. I 2012, næsten tyve år efter den blodige konflikt, begyndte en retssag mod den bosnisk-serbiske general Ratko Mladic ved Jugoslaviens tribunal i Haag. Anklagen omfattede bl.a. ledelsen af Sarajevos belejring og mordene på 8.000 muslimske drenge og mænd i Srebrenica.