I centrum står den underskønne og livskloge Garance, som er omsværmet af den drømmende mimiker Baptiste, den ambitiøse skuespiller Frederick og forbryderen Lacenaire. Både Baptiste og Frederick arbejder ved Funambules teater, hvor de håber på det store gennembrud, mens teaterdirektørens datter, Nathalie står i kulissen og er hemmeligt forelsket i den sværmeriske Baptiste. 'Paradisets børn' regnes af mange kritikere for verdens bedste film nogensinde.

Da den kendte professor John Oldman (David Lee Smith) holder afskedsfest for sine kolleger i en hytte langt ude i skoven, fortæller han dem, at han i virkeligheden er et udødeligt væsen, som har vandret på jorden i over 14.000 år. Den er svær at sluge for de tilstedeværende videnskabsmænd, som beslutter sig til at finde ud af, om Oldman taler sandt eller blot er blevet skør. Jerome Bixby har skrevet manuskriptet, som han fuldførte på sit dødsleje.

Charlotte er i Tokyo med sin mand John, der er fotograf og travlt optaget af arbejde. Charlotte tilbringer derfor det meste af tiden alene på hotellet og hér møder hun skuespilleren Bob Harris der er i Tokyo for at indspille en whiskyreklame. Han har fået en særdeles lukrativ kontrakt, men han er udmattet og træt af det hele – ikke mindst konen, der ringer til ham flere gange dagligt fra Los Angeles for at høre hans mening om indretningen af deres hus.

Instruktøren Sean Ellis har her forvandlet sin 17 minutter lange Oscar-nominerede kortfilm til en spillefilm! Vi følger den studerende Ben (Sean Biggerstaff), der netop er blevet dumpet af sin kæreste, og som følge deraf lider han af søvnløshed. Derfor begynder han at arbejde i et døgn-supermarked, hvor han møder en række spøjse personer, der har hver deres metode til at komme igennem en ulideligt kedelig 8 timers vagt.

Den legendariske rapper Tupac Shakur blev en af de bedst sælgende artister nogensinde. Han blev født ind i en uretfærdig og voldelig verden, men det gav ham en stemme, og jo mere den blev undertrykt, jo højere lød den. Tupac blev rig og berømt for sine rim og den aggressive gangster rap-persona, men det bragte ham i skudlinjen for politikere, politiet og østkystrapperne, der lå i blodfejde med vestkystrapperne om dominans på rapscenen. Tupac døde i en regn af kugler – et offer for den vold, han rappede om. Mordet er aldrig blevet opklaret.

Motorcykelraceren Bud Clay rejser tværs over det nordamerikanske kontinent for at deltage i et stort løb i L.A. Undervejs tænker han hele tiden på sine tidligere kærester Daisy. Selvom han prøver på forskellige måder at glemme hende, så lykkes det ikke. Undervejs opsøger han hendes forældre, og da han endelig kommer til L.A. mødes han med Daisy på et hotelværelse.