Da Anders til sin fødselsdag får robothelten Buzz Lightyear i gave, skaber det forvirring på børneværelset. Anført af cowboysheriffen Woody har legetøjet indtil da levet under ordnede forhold, men med Buzz' entre føler Woody sin myndighed truet. To sheriffer i et børneværelse er ikke sagen, så Woody vælger en noget ufin måde at slippe af med sin rival. Det andet legetøj er ikke begejstret for træ-sheriffens diktatoriske selvrådighed, så de vender ham ryggen, og snart havner han i samme uheldige situation som Buzz: Langt borte fra værelset, vennerne og ikke mindst Anders.
Ren er en ensom 9-årig dreng, som lever på gaden. Ved et tilfælde falder han over den eventyrlige verden Jutengai, hvor beboerne ligner dyr og har styrke som guder. Ren møder den gudeligende bjørn Kumatetsu, som er på jagt efter en ny lærling. Kumatetsu tager drengen til sig som discipel, og omdøber ham ”Kyuta”. Men den grove, stædige bjørn er ikke just en tålmodig lærermester, og det umage par kommer ikke godt overens fra start. Som tiden går, udvikler de to skæve karakterer et stærkt bånd til hinanden, hvor både lærermester og lærling bliver klogere på sig selv. Dog forstyrres deres forhold af store trusler, som sætter deres venskab på en stor prøve.
Walt Disneys fantasifulde og magiske eventyr begynder en nat for længe siden i den venlige dukkemager Geppettos værksted. På en hylde sidder hans trædukke Pinocchio stille, men så kommer Ønskefeen og vækker dukken til live, præcis som Geppetto altid har ønsket sig. Men Pinocchio har meget at lære af livet for at blive en rigtig dreng, og får derfor hjælp af den kloge Jesper Fårekylling, der skal lære ham hvad der er rigtigt og forkert. For Jesper Fårekylling bliver det hårdt arbejde at holde den nysgerrige Pinocchio på rette spor…
Unge Alec Ramsey overlever med nød og næppe et frygteligt skibbrud og det lykkes ham at redde sig i land på en øde ø; men han er ikke helt alene. Med ham er en forrygende flot, kulsort araberhingst, der også har overlevet elementernes rasen; dens navn er Sorte. De to bliver bedste venner og hjælpes ad med at overleve den håbløse situation.
I denne inspirerende historie om venskab mellem dyr og mennesker finder en dreng ved navn Sawyer en skadet delfin, der bliver sendt til et hospital for havdyr og får navnet Winter. Med Sawyers hengivenhed og fagkyndig hjælp fra en marinebiolog (Harry Connick, Jr.) og en protesespecialist (Morgan Freeman) får Winter måske en chance mere for at overleve.
Bosse er ni år og bor i Stockholm. Bosses mor døde da han var nyfødt. Hvem Bosses far er, har altid været et stort mysterium. Dette mysterium er dog tæt på at blive løst. Langt borte i "Landet i Fjärran", landet med de fortryllede skove og gådefulde grotter, er Bosses far konge. Han sender bud efter Bosse og der venter det store eventyr.
Den danske stormester for tempelridderne, Christian, skal til Malta for at levere en kostbar slangekrone til den retsmæssige ejer. Han får følge af datteren Katrine og hendes venner. Undervejs bliver slangekronen stjålet og Mathias bliver kidnappet. Da det viser sig at Mathias skal være centrum for en middelalderlig ofring, ændrer turen sig pludselig til en intens kamp for at redde ham.