Vincent fødes naturligt ind i en verden, hvor det er normen, at forældre på forhånd vælger deres børns genetiske egenskaber. Han er dømt til at være andenrangsborger, men det nægter han at acceptere. Han køber derfor den genetisk perfekte Jeromes identitet. Vincents drøm er at blive astronaut, men han har ikke før haft mulighed for at blive ansat i GATTACA - verdens mest avancerede rumforskningsprojekt. Men nu kan det koste ham livet.

Erobringsspillet er i gang. Alle kneb gælder, når en glubsk, velhavende enke (Glenn Close) udfordrer en berygtet skørtejæger til at forføre en smuk, ung nygift kvinde (Michelle Pfeiffer). Men denne gang bliver en af spillets vigtigste regler brudt: to af spillerne forelsker sig - og det får tragiske følger. Den meget roste tredobbelte Oscar-vinder fremviser storslåede kulisser og kostumer fra det 18. århundrede. Men filmens figurer vil kunne begå sig i det 20. århundrede uden at falde det mindste igennem. Stephen Frears instruerer filmen, der bygger på en roman fra 1782, som vakte forargelse, samt Christopher Hamptons fængslende skuespil fra 1986.

Lindum Svendsen er en rigtig led inspektør på en sort skole i provinsen i 1960'ernes Danmark. En dag kommer den nyuddannede og langhårede Freddie Svale til skolen som lærer. De to har bestemt ikke samme mening om pædagogik, og da Svendsen en dag mishandler eleven Fritz, bliver fronterne for alvor trukket op. Sammen med drengens forældre beslutter Svale at gøre op med inspektørens rædselsregime.

Filmatiseringen af den Pulitzer-belønnede rock musical om en gruppe unge bohemer i New York, deres venskaber, drømme og kampe for at udtrykke sig gennem deres talent. I New Yorks East Village kæmper vennerne for succes og anerkendelse, men i kulissen hærger fattigdom. Jonathan Larsons "Rent" bygger på Puccinis klassiske opera "La Boheme" og er en af de længst spillende forestillinger på Broadway.

Vi skriver 1974 og Sam Bicke har mistet alt. Hans kone forlader ham og deres 3 børn, han mister sit arbejde, hans bror vender sig fra ham, og banken vil ikke låne ham penge til at starte noget nyt. Han forsøger at finde nogen til at bebrejde for sin ulykke og det ender med at USA's præsident er den skyldige, som han så planlægger at myrde.

Der er audition på Broadway, og en hel hob af håbefulde dansere satser hver især på at få deres store chance. Men først skal de vække instruktøren Zachs interesse. Han får imidlertid lidt af et chok, da hans tidligere flamme Cassie træder ind i salen - desperat efter et job.