Den godhjertede Elwood P. Dowds evige følgesvend er Harvey - en næsten to meter høj kanin, som kun han kan se. Elwoods besættelse af Harvey har spændt ben for hans søster, Veta Louises, planer om at få sin datter gift. Men da hun beslutter at få Elwood indlagt på et mentalhospital, sker der en morsom forveksling, og i stedet bliver hun selv indlagt. Det er nu op til Elwood at redde trådene ud ved hjælp af sin "indbildte" ven.

Den store poet og fægter Cyrano De Bergerac. Han udfordrer gerne sine omgivelser med både sit skarpe sværd og vise ord, men han vover ikke at afsløre sin store kærlighed til Roxanne. Han tro ikke på, at hun kan elske ham på grund af hans meget fremtrædende næse. Han ved dog, at Roxanne elsker poesi og gennem den smukke, men udannede Christian lader Cyrano sine lyriske kærlighedserklæringer fremføres for hende, men Roxanne opfatter ordene som Christians egne og hun forelsker sig i ham i stedet.

Den pensionerede professor Norman Thayer og hans kone Ethel tilbringer som altid sommeren i deres hus ved søen. De har ikke set deres datter Chelsea i årevis, da hun dukker op med sin forlovede og dennes søn. Norman må forlige sig med alderdommen og sin egen datter, mens hans samtaler med Ethel sprudler af begavet vid og en humor, som gemmer sine egne sorgfulde dybder.

Kenneth Branaghs energiske filmatisering af en Shakespeares mindre vigtige skuespil er lige så uimodståelig, som historien er ligegyldig. Det unge par Hero (en meget ung Kate Beckinsale) og Claudio (Robert Sean Leonard) skal giftes. For at fordrive tiden rotter de sig sammen med Don Pedro (Denzel Washington), i et forsøg på at få den evige ungkarl Benedick (Kenneth Branagh himself) til at falde for Beatrice (Emma Thompson), der nægter at lade sig tæmme af nogen mand. Det er en stor udfordring! Samtidigt forsøger den onde Don John (en perfekt Keanu Reeves) at ødelægge Hero og Claudios kommende bryllup. Shakespeares ord drypper som honning fra de talentfulde skuespilleres læber, og selvom vi må igennem nogle mørke stunder undervejs, så er det alligevel umuligt ikke at blive opstemt af filmens sprudlende optimisme, lalleglade romantiske tone og farverige univers. Ikke et af Shakespeares bedste stykker, men absolut en af Branaghs bedste film.