De, der husker de populære franske agentfilm med Eddie Constantine som Lemmy Caution, husker måske også denne temmelig afledte sci-fi udgave af genren, instrueret af fransk films datidige wonderboy Jean-Luc Godard. Lemmy er blevet en intergalaktisk hemmelig agent, som sendes til et fjernt sted i rummet, Alphaville, for at finde en savnet kollega. Her opdager Lemmy, at alle er mere eller mindre hjernedøde og styres af en kæmpecomputer.
New York under forbudstiden 1929. Et medlem af Fat Sams gangsterbande fanges i en gyde og tilintetgøres af Dandy Dans nye "frygtindgydende" våben, en flødeskums-kanon! Fat Sam bliver så oprørt over tabet, at han nægter at give den smukke Blousy arbejde i klubben. På vej ud møder hun Bugsy Malone, der lover, at han nok skal skaffe hende ind alligevel... Men han har glemt sin veninde, Tullulah, der bestemt også har en mening om den sag! Samtidig fortsætter bandekrigen, og mange af Fat Sams folk må lade livet for de forfærdelige "blob-guns". Men til sidst lykkes det alligevel Bugsy at vende katastrofen til sejr, og sammen lægger han og Blousy storbyen bag sig...
Chili er en cool lånehaj, der er kommet til Hollywood for at opkræve en mindre gæld, men ender med 300.000 dollars på lommen. Her har han chancen for at begynde et nyt liv. Sammen med Harry Zimm, en desperat producer med et stort pengeproblem og Karen, en B-film skuespillerinde, der trænger til luftforandring – skal han have fat på ”shorty” alias Martin Weir, som kan trække penge til ethvert projekt. Men først skal fortidens bånd kappes og Harrys gamle pengemand lige klares…
Småkriminelle fusker Buddy "Aces" Israel forsøger at slippe ud af fedtefadet ved at vidne mod mafiachefen Primo Sparazza. Det synes Primo er en rigtig dårlig ide, så han udlover en dusør af de store på Aces hoved. Det får alskens luskede lejemordere og forhærdede forbrydere til at lede efter ham. Eneste værn mellem Ace og den visse død er nu to FBI agenter og hans eget held og husterstil.
Året er 1948 og Los Angeles præges af et voldsomt opsving. Men Easy Rawlins, en sort krigsveteran fra 2. verdenskrig har kendt bedre tider. Han er lige blevet fyret, og på grund af sin stramme økonomi, er han ikke sen til at sige ja, da han på en bar bliver tilbudt hvervet at opspore den mystiske hvide kvinde, Daphne Monet. Daphne skjuler sig efter sigende i de sorte kvarterer i Los Angeles, problemet er, at hun har en svaghed for sorte mænd. Det er Daphnes forlovede, Todd Carter, som eftersøger hende. Todd Carter er spidskandidat til borgmesterposten i Los Angeles.
Med lige dele trusler og løfter forener den grumme gangster Big Boy Caprice byens underverden. Kriminalbetjent Dick Tracy synes bestemt ikke om den nye udvikling inden for organiseret kriminalitet, og han sætter sig for at putte Caprice bag tremmer for enhver pris. Ikke overraskende gør Caprice en del modstand.
Da den beregnende Mrs Boyntons mand meget belejligt dør, lykkes det hende at overtale familiens advokat til at destruere det nye testamente. Ifølge det, skulle hun kun have huset men da det nu er det oprindelige testamente, der gælder får hun hele formuen - og Boyntons børn får en lang næse. De kan ikke gøre noget, men drager modvilligt med på en ferie til Middelhavet hvor Mrs. Boynton efter noget tid dør under mystiske omstændigheder. Uheldigvis for morderen er en af de andre gæster den berømte belgiske amatørdetektiv, Hercule Poirot, der sætter de små grå i sving for at finde morderen.
Matthew McConaughey og Kate Hudson går efter guldet (og diamanterne og smaragderne og rubinerne) - de er et nyskilt par, der småskændes og generer hinanden hele vejen gennem en undersøisk skattejagt fuld af eventyr og morskab. McConaughey spiller Finn, som er forelsket i sin ekskone (Hudson) og i lommen på gangsteren Bigg Bunny. Efter otte års søgen får Finn et tip om, hvor han kan finde "dronningens medgift", en enorm skat, som på mystisk vis forsvandt i det caribiske øhav i 1715. Nu skal han bare finde guldet, vinde pigens gunst og fordufte, inden Bigg Bunny får fat ham.
Et team af videnskabsmænd sendes til Det Arktiske Hav for at undersøge klimaforandringerne og det marine liv under isen fra en flydende forskningsstation, der er bygget direkte på en isflage. I samme område hærger en ny, aggressiv hajart med den unikke evne, at den kan trænge igennem den ældgamle is. Da hajerne opdager menneskenes tilstedeværelse, borer de sig igennem forskningsstationen, som straks begynder at synke mod havets bund. For videnskabsmændene begynder der nu en desperat kamp for overlevelse og for at undgå at blive ædt levende.
En ukonventionel britisk gangsterfilm om Tony Lord, som tvinges til at reflektere over de ugerninger, han begået i livet, da han føres bagud i tiden til 1950'ernes Italien, hvor hans forældre mødtes og forelskede sig. Med viden om faderens destruktive fremtid benytter Tony lejligheden til at forsøge at forhindre sin mor i at forlade Italien med ham, hvilket så ændrer historiens gang...