Brian Roberts (Michael York) er engelsk sprogstudent. Han ankommer i begyndelsen af 30'erne til Berlin og indlogerer sig på et pensionat, hvor han får Sally Bowles (Liza Minnelli) som nabo. Sally er sangerinde i "The Kit Kat Klub" – et springbræt til den filmkarriere, hun drømmer om. Stemningen er på én gang hektisk og uvirkelig. I Kit Kat Klub er der fuld tryk på det ubekymrede natteliv. Udenfor kaster det dystre hagekors sine truende skygger ud over hele byen. Sortklædte bøller drager hærgende gennem Berlin. Alle, der ikke bøjer sig for nazisternes magt, er i fare.Men Brian har alt for travlt med at nyde livet sammen med Sally til at bemærke faresignalerne. Og i kabaréten er der ingen problemer, dem lægger man fra sig i garderoben!

Claude Bukowski (John Savage) fra Oklahoma ankommer til New York for at lade sig hverve til hæren, men møder i Central Park en gruppe langhårede hippier. De dyrker 'peace, love and understanding' og holder fest i parken. Det synes Claude er mere spændende end militæret, så han bliver hængende og forelsker sig i den smukke Sheila (Beverly D'Angelo). Han bliver venner med hippiernes pacifistiske leder Berger (Treat Williams), der opfordrer ham til at erklære sin kærlighed til Sheila. Det gør han - og det hvirvler ham ud i et gigantisk eventyr. En film af den dobbelte Oscarvinder Milos Forman (Gøgereden, Amadeus, Ragtime).

Dramadokumentar om en mandlig sangsekstet, der nærmest opnåede Beatles popularitet i Europa. Sekstetten blev dannet i Berlin i 1927. I 1934, da nazisterne havde overtaget magten i Tyskland, opløstes gruppen. Tre af medlemmerne var jøder og blev tvunget til at flygte ud af landet.

New York under forbudstiden 1929. Et medlem af Fat Sams gangsterbande fanges i en gyde og tilintetgøres af Dandy Dans nye "frygtindgydende" våben, en flødeskums-kanon! Fat Sam bliver så oprørt over tabet, at han nægter at give den smukke Blousy arbejde i klubben. På vej ud møder hun Bugsy Malone, der lover, at han nok skal skaffe hende ind alligevel... Men han har glemt sin veninde, Tullulah, der bestemt også har en mening om den sag! Samtidig fortsætter bandekrigen, og mange af Fat Sams folk må lade livet for de forfærdelige "blob-guns". Men til sidst lykkes det alligevel Bugsy at vende katastrofen til sejr, og sammen lægger han og Blousy storbyen bag sig...

Sara dansede tidligere ballet og boede hos sin mor. Efter morens død må hun forlade det trygge forstadsmiljø for at bo sammen med sin far i en rå del af Chicago. Han er musiker, og hun havner på en skole med næsten udelukkende sorte elever. Her bliver Sara veninde med Chenille, og langsomt udvikler hun et forhold til skolekammeraten Derek.

Meet the Feebles er en voksenkomedie om, hvad der foregår "backstage" hos en varietégruppe bestående af excentriske dukker. Varietéchefen Bletch er en hvalros, som har et lille bijob som narkohaj, kakerlakken Trevor viser i smug sadistiske pornofilm i kælderen, kaninen Harry er brunstig som... ja, som en kanin og har AIDS. Frøen Wynyard er et narkovrag og showets meget nervøse knivkaster, og flodhesten Heidi er showets primadonna!

Mange af de kendte ansigter fra kulthittet Grease er tilbage på high school, og de nye er lige så mindeværdige i denne glade hyldest til lige nederdele, jagten på pigerne og ung kærlighed. Året er 1961, to år efter den oprindelige Grease-bande gik ud af Rydell High, og årgangen af studerende på sidste år er ny. Pink Ladies og T-Birds er stadigvæk indbegrebet af at være cool, bortset fra at der i løbet af sommeren er sket noget med Stephanie, de kvindelige studenters leder. Hun føler, at hun er vokset fra Hohnny, lederen af T-Birds, og ser sig om efter en ny kærlighed - som er sejere og har en endnu hottere motorcykel. I mellemtiden er den nyankomne Michael blevet forelsket i Stephanie, som slet ikke ænser ham. Konflikten er i gang, og vegivenhederne på Rydell Hight når nye højder.