Rebecca er baseret på Daphne du Mauriers roman af samme navn og handler om en ung pige (Joan Fontaine), der bliver gift med den stolte Lord Maxim de Winter (Laurence Olivier) og flytter med ham til godset Manderley. Maxims afdøde kone Rebecca er dog stadig vældig meget til stede på det store gods, og den ny Lady de Winter har sit hyr med især tjenestefolkene, der forgudede Rebecca. Samtidig truer en mørk hemmelighed fra hendes mands fortid med at tilintetgøre dem begge. Filmen er forlængst blevet en klassiker og er et must i enhver seriøs samling.

Den 12-årige Ofelia rejser med sin gravide mor til skovene i det nordlige Spanien for at bo hos morens nye mand Vidal, en sadistisk kaptajn i Francos hær. Da Ofelia udforsker en stor stenlabyrint, viser den sig at være hjem for skovguden Pan. Pan overbeviser hende om, at hun er prinsesse i et hemmeligt undergrundsrige. Hvis Olfelia ønsker at vende tilbage til sit kongerige, så må hun udføre tre livsfarlige opgaver.

Den indadvendte Jules og den erfarne Jim bliver bedste venner i mellemkrigstiden, hvor de begge forelsker sig i den overjordisk skønne Catherine. Jim lader galant Jules gifte sig med Catherine, men den lidenskabelige Catherine trives med usikkerheden og med flere tilbedere, så de tre indleder et trekantdrama, hvor generøsiteten bliver forudsætning for såvel venskab som kærlighed.

Mød Clarence, Elvis-fan, kung-fu filmekspert og han sælger tegneserier, mød så Alabama, nybegynder i luderbranchen. De støder sammen i en regn af popcorn i biografen og der opstår umiddelbart sand kærlighed. De gifter sig med det samme, og Clarence giver Alabama en sød morgengave - han nakker hendes alfons! Og får en taske fyldt med kokain med i ved en fejltagelse... Med mafiaen i hælene flygter de i en lyserød cadillac mod Hollywood, hvor en ven af Clarence måske kan skaffe dem af med stofferne. I Hollywood havner de midt i mellem politiet, blodtørstige gangstere og gale bodyguards...

Filmen er det helt store melodrama om den unge skotske kvinde Bess (Emily Watson) og hendes kærlighed til sin elskede mand, Jan (Stellan Skarsgård). Han invalideres i en arbejdsulykke, og i forsøget på at redde sin elskede ofrer Bess sig seksuelt til fremmede mænd. Det snerpede, calvinistiske miljø, der omgiver dem, er beskrevet med en næsten dokumentarisk realisme i Robby Müllers håndholdte cinemascope-billeder, og maleren Per Kirkeby har farvelagt en stribe landskabsvignetter. En fusion af det bedste fra Ken Loach, 70’ernes musikscene, Dreyer og Tarkovskij. En stærk film om tro, håb, sex og - mest af alt - kærlighed.

Anden del af Kieslowskis film-trilogi, hvor hver film har sit udgangspunkt i de tre farver i tricoloren. Dominique - en ung smuk pariserinde - kræver i al dødsens alvor skilsmisse fra sin polske ægtemand, Karol. At han ikke længere kan tilfredsstille sin kone seksuelt, er noget den høje, franske dommer forstår. Parret bliver skilt på stedet. Totalt ydmyget, ribbet for alt han ejer - selv sit pas - lykkes det alligevel Karol at vende illegalt tilbage til Polen. Efter kommunismens fald er stemningen en god blanding af det totale anarki og nye muligheder efter kapitalismens rå lov. Det sorte marked er et eldorado for frygtløse og dristige mænd som Karol. Han tjener en formue og begynder at lægge udspekulerede planer.

Den unge knægt Brandon Teena flytter til en lille by i Nebraska, og han bliver hurtigt vellidt blandt de andre unge fyre i byen. Også pigerne bliver tiltrukket af den følsomme Brandon. Men da det bliver klart, at Brandon faktisk er en pige, og hedder Teena Brandon, vender stemningen.

Med charme, selvtillid og good looks er tennislæreren Chris et hit i Toms eksklusive klub - også hos ejerens søster Chloe. Chris og Chloe forelsker sig, men samtidig har også Toms kæreste Nola en godt øje til Chris. Mens brylluppet med Chloe bliver planlagt indleder de Chris en kort og hed affære med Nola. Et par måneder efter brylluppet med Chloe dukker Nola op igen, og så begynder det at gå helt galt for Chris.

Kay kan ikke få sin bog færdig og derfor er både hendes forlægger og fans er utålmodige. Hendes hovedperson Harold er en desillusioneret embedsmand, der underligt nok viser sig også at være en virkelig person, der er stærkt plaget af en mytisk fortæller stemme inde i sit hoved. Da Kay beslutter at gøre det af med sin hovedperson, forsøger Harold samtidig at opspore kilden til den mærkelige stemme.

Shebra bliver ansat som ny lærer på St. George skole og bliver med det samme gode venner med den lidt ældre kollega Barbara. Det er også Barbara, hun betror sig til, da hun indleder en hemmelig affære med en af sine venner, og fortroligheden knytter de to tæt sammen. Men kun for en stund. For gradvist ændrer styrkeforholdet sig mellem de to kvinder.

Michael er collegelærer i amerikansk samfundshistorie med speciale i terrorisme. Han bor alene med sin søn Grant på Arlington Road i et ganske almindeligt Washington forstadskvarter. En dag på vej hjem ser han en såret dreng vakle blødende rundt midt på vejen. Han bringer drengen på hospitalet og redder dermed hans liv. Forældrene er naturligvis dybt taknemmelige og da de opdager, de også er Michaels nye naboer udvikler der sig snart et reelt venskab...

Juliet og Pauline har et ganske særligt venskab. Når de er alene lever de i en fantasiverden, som ingen andre kender til. Da deres forældre forsøger at skille dem ad for at undgå, at de påvirker hinanden uheldigt, bliver pigerne besat af tanken om for enhver pris at blive sammen - med uhyggelige konsekvenser til følge.

Han (Brando) er en 45 år gammel amerikaner, der bor i Paris, plaget af mindet om hans kones selvmord. Hun (Maria Schneider) er en 20 år gammel fransk skønhed, der er forlovet med en ung filminstruktør. Selv om de er totalt fremmede for hinanden føres disse forpinte sjæle sammen i deres fælles søgen efter at tilfredsstille en umættelig, seksuel hunger i en lejlighed, der er ligeså nøgen og tom som deres dystre, tragiske skæbner. Efterhånden går det op for dem, at de er fanget i et intenst erotisk spil, som ingen af dem kan stoppe, og disse tilfældige elskere fører deres lidenskab til højder og dybder hinsides noget, de nogensinde kunne have forstillet sig.

Mestertyven Luther Whitney bliver vidne til et mord en nat, hvor han er ved at ribbe et fornemt palæ for penge og ædelstene. I soveværelset bliver en kvinde skudt, og Whitney er den eneste, der ved, at hun i dødsøjeblikket var sammen med USA's præsident. Secret Service går i gang med at fjerne alle spor, og som eneste vidne er Whitney for alvor kommet i farezonen.