Man siger, at konkurrence er sundt, men for de to tryllekunstnere Robert Angie og Alfred Borden har det taget overhånd. Fra de mødtes som helt unge, har de konkurreret om at være den bedste, og det har udviklet sig til en intens og altomsluttende besættelse, som bryder ud i lys lue, da Alfred præsenterer det mest mystiske og fascinerende trick nogensinde.

Eddie er en Poolhustler med talent, men også en dårlig attitude. Han udfordrer legenden Minnesota Fats til et spil, men han taber stort. Uden penge og uden venner må han genvinde sin selvtillid og sit talent.

Adelsmanden Tullio har giftet sig med Giuliana af kærlighed, men tager det som en selvfølge, at han har en smuk elskerinde. Det er ikke faldet ham ind, at Giuliana også kunne finde på at være utro, så han chokeres, da han opdager, at hun har taget en elsker og tilmed er gravid. Tullio tilgiver hende, men er dybt såret og begynder at hade det ufødte barn. 'Den uskyldige' blev den store italienske instruktør Luchino Viscontis sidste film.

Filmen er baseret på den cubanske digter Reinaldo Arenas' chokerende memoirer. Han vokser op på landet under ekstremt fattige kår, men som teenager tændes håbet, da han får kontakt med revolutionshæren, der som en flodbølge fejer hen over landet. Jubeldagene efter Castros magtovertagelse er hurtigt overstået. Snart mærker han på egen krop, at det nye kommunistiske regime ingen tolerance har over for afvigere og anderledes tænkende.

En helt almindelig skoledag på en helt almindelig high school i en helt almindelig forstad i Australien. Klokken er 2:37 pm, da en elev slæbes ud fra et aflåst toilet med pulsåren snittet over. Hvem er det, der har fået nok? Filmen skruer tiden tilbage til selv samme morgen, hvor vi møder seks af skolens elever på vej til, hvad der ligner en almindelig skoledag. Langsomt afdækkes deres hemmeligheder og konflikter, og på kryds og tværs bindes de sammen med hinanden. Stykke for stykke leder filmen os mod afsløringen af selvmordsofferets identitet, der kunne være hvem som helst af de seks, forstyrrede teenagere, der alle har deres at slås med.

Vi befinder os i 80'erne på Camden College, en rig men temmelig fritænkende skole i New England. Her mødes en jomfru, en narkotikadealer og en biseksuel i en kompliceret kærlighedstrekant.

Motorcykelstuntmanden Johnny Blaze beder guden Mephistopheles om at redde sin døende far. Som betaling lader han sig besætte af en grum ånd, der forvandler Johnny til den flammende hævner Ghost Rider så snart natten falder. Med flammer om kraniet, lædertøj, nitter og en led kværn gør Ghost Rider livet usikkert for udvalgte skurke. Specielt den kradsbørstige Blackhart får kam til sit hår.