interviews og backstage anekdoter er holdt i kaotiske håndholdte overeksponerede 16mm optagelser, indendørskoncerter er filmet i flotte, kontrastfyldte 35mm billeder, og de storslåede udendørs stadionsekvenser er holdt i farvemættet technicolor. Farveoptagelserne er iøvrigt skudt af ingen ringere end Blade Runner-fotografen Jordan Cronenweth. Det skal medgives, at det er yderst heldigt, at focus er lagt på koncerterne og ikke på snakkescener med U2. Et enkelt gru-eksempel: Bassisten Adam Clayton ved en bardisk: "There are people who would say that you shouldn’t mix music and politics or sport and politics or whatever..." (lang tænkepause) "But I think that’s kind of bullshit". Men hvad gruppen ikke har i verbal kunnen, har de i musikken og Bonos vokalistiske magi. Oplev Where the Streets have no Name for fuld udblæsning på Sun Devil stadion - så er også du overbevist.

Terri har stemmen. Hun har udssendet. Men talent i rå mængder gør det ikke alene. Har hun også det uforklarlige ekstra... star quality? Første skridt er et sommerkursus på musikskolen i L.A., hvor stjerner fødes, formes og - måske - glimter for allerførste gang...

18 år efter Brødrenes legendariske "Mission for Gud", er det lykkedes Elwood Blues at slippe ud af fængslet, hvor han opdager, at meget har ændret sig i den tid, han har været væk! Hans partner, Jake, er forsvundet, hans band er gået i opløsning, og børnehjemmet, hvor han voksede op, er blevet revet ned. Elwood indser hurtigt, at han må drage ud på en helt ny mission: at få samlet det gamle band igen denne gang med hjælp fra en bluesfyldt bartender, deltage i Queen Mousettes "Battle of the Bands" og få en forældreløs dreng ind på rette spor igen. Midt i al forvirringen er han også nødt til at overbevise politiet om, at der er magi i musikken...