Efter et sammenbrud indlogerer den fremtrædende komponist Gustav von Aschenbach sig på et luksushotel på Lidoen ud for Venedig. Her møder han den guddommelige, blonde Tadzio, der med sin på én gang engleagtigt rene og sensuelle udstråling synes at rumme et håb om frelse og forløsning. Aschenbach giver sig til at følge efter den unge mand i en stadigt stigende smertefuld betagelse.
I den vel nok mest kendte af Astaire/Rogers' berømte 30'er musicals spiller Fred en entertainer, som demonstrerer sine nyeste dansetrin på et hotel i London til stor irritation for Ginger, der sover på værelset nedenunder. Hun går ovenpå for at klage over støjen, og de to bliver straks tiltrukket af hinanden. Foruden parrets dansenumre swinger filmen på grund af Irving Berlins sange og herlige birollepræstationer af Eric Blore og den uforlignelige Edward Everett Horton.
Sygdom, politisk uro og rygter om utroskab tynger Sissi, som må fremmane alt sit mod for at fuldføre sin skæbne. I den tredje del af filmserien om Sissi må den unge kejserinde endnu engang kæmpe imod sin svigermors intriger. Mens kejser Franz Joseph er i Wien, rejser Sissi til Ungarn med en greve, der er hende yderst hengiven. Hun ønsker at formilde de ungarske adelsmænd, som er på tærsklen til at starte et oprør. Det lykkes hende at aflive rygterne fra Wien om en hemmelig affære med greven, men en alvorlig lungesygdom tvinger hende til at søge behandling på øen Korfu. Franz Joseph og Sissi mødes i Italien, og takket være Sissis overvældende charme lykkes det dem at vinde den italienske befolknings gunst.
Tom Ripley er enmenneskelig kamæleon med evnen til at passe ind i ethvert miljø. Han bliver af en rig værftsejer hyret til at rejse til Italien og overtale dennes søn Dickie (brillant spillet af Jude Law) til at vende tilbage til familiens forretning. Men Tom bliver dybt fascineret af Dickie, og snart har han møvet sig godt og grundigt ind i hans liv. Men én ting er at blive venner med Tom... noget andet er at slippe af med ham igen.
I den med spænding imødesete Simpson-film må Homer redde verden fra en katastrofe, som han selv har forårsaget. Da den rammer den lille soveby, Springfield, bliver Homer jaget vildt, og han og resten af familien må flygte over hals og hoved. Den miljøkatastrofe, som Homer har afstedkommet, er også et problem for USAs præsident Arnold Schwarzenegger og lederen af EPA (den amerikanske miljøstyrelse), Russ Cargill, som udtænker en djævelsk plan for, hvordan man inddæmmer katastrofen. Med Springfields og hele verdens skæbne på spil må Homer i gang med at redde situationen og dermed få genoprejsning, og tilgivelse fra Marge og resten af familien, som er på opløsningens rand.
John og Laura Baxter mister deres datter Christine ved en drukneulykke. For at komme sig over tabet tager de til Venedig, hvor John har fået arbejde med at renovere et vægmaleri i en kirke. En blind mystiker, der hævder at have haft visioner af Christine, der advarer om, at John er i livsfare, og at han øjeblikkelig bør forlade byen. Samtidig hjemsøges byen af en række uhyggelige mord.
Jack Campbell er arbejdsnarkoman på Wall Street. En dag får han mulighed for at se, hvordan hans liv havde set ud, hvis han var blevet sammen med sin gamle kæreste, Kate, i stedet for at vælge karrieren. Han vågner op en morgen sammen med Kate, som nu er hans kone, og deres to små børn. Jack må omstille sig for at leve op til livet som familiefar.
Den nyuddannede præst Andreas, den klodsede bagerjomfru Olympia, den beklemte hotelportier Jørgen, den generte damefrisør Karen og den flabede Hal-Finn mødes på aftenskolens italienskhold. Da de som en pludselig indskydelse beslutter at tage på studietur til Italien, sker der noget. I det romantiske Venedig finder de ud af, at lykken er mere snublende nær, end de har været klar over.
Julie Delpy har skrevet, instrueret og spiller hovedrollen i Two Days in Paris om to New Yorkere, fotografen Marion og indretningsarkitekten Jack, der tager til Europa for at puste nyt liv i deres forhold. I Venedig bliver de begge syge, men snart er de friske igen og forventer sig en masse af Paris. Marion vil besøge sine franske forældre, mens Jack mere er optaget af at fotografere byens berømte monumenter. Vil de mon kunne redde det skrantende forhold?