Endnu en gang slået til plukfisk af gallerne konkluderer de romerske legioner, at gallerne ikke er mennesker men guder, der er imod dem. Det tror Cæsar ikke på men vælger alligevel at afgøre sagen en gang for alle med et væddemål. Hvis gallerne kan klare en moderne udgave af Herkules tolv kraftprøver, falder Rom for dem. Men hvis det slår fejl blot en eneste gang, bliver de alle slaver i Rom. Gallerne slår til, og guidet og kontrolleret af den tro romer Tulius Pussenus går Asterix og Obelix i gang med prøverne.

I slaget ved Thermopylæ står Kong Leonidas og blot 300 af hans bedste krigere fra Sparta overfor en enorm persisk hær med Kong Xerxes i front. Xerxes eneste mål er at udrydde Leonidas og overtage oldtidens Grækenland, og chancerne for overlevelse er reelt ikkeeksisterende. Men modet blandt de 300 krigere er stort, og Kong Leonidas og hans mænd kæmper til sidste blodsdråbe – og inspirerer derved også det græske folk til at tage kampen mod fjenden op!

Planeten Krypton er ved at gå under, men det lykkes Jor-El at sende sin eneste søn til jorden, hvor han vokser op som Clark Kent. Men Clark er ikke en helt almindelig dreng, for takket være sin afstamning har han superkræfter og kan flyve. Som voksen arbejder Clark som journalist på bladet Daily Planet, men så snart der er fare på færde smider han brillerne, trækker i sit supermans kostume og redder store og små fra kriminalitet og uheld.

Nu, hvor Tony Starks status som superhelt er afsløret, må han endnu engang trække i arbejdstøjet for at kæmpe mod sin farligste fjende til dato. Heldigvis har han et par nye venner ved sin side!

Cæsar har indledt sit felttog mod Britannien. Det varer ikke længe før han har hele landet i et jerngreb. I en lille by holder en håndfuld modige brittere stand mod den romerske overmagt. Men de har brug for hjælp. En af byens sønner tager over kanalen for at søge hjælp hos de tapre gallere. Asterix og hans mænd ved ikke hvilket eventyr, de begiver sig ud på. I Britannien står de ikke bare overfor sørøvere og romere. De møder den mest frygtede fjende af alle. Den britiske mad.

Hele menneskehedens skæbne hænger i en tynd tråd, da en hensynsløs prins vækker en uovervindelig hær af væsner til live og går i krig mod menneskene. Nu er det op til Hellboy og hans hold af paranormale udstødte at bekæmpe de mørke kræfter i den ultimative kamp mellem det gode og det onde!

Teenageren Peter Parker er lidt af en outsider i high school. Som barn blev han forladt af sine forældre og opfostret af sin onkel og sin tante. Mens teenageproblemerne hober sig op, forsøger Peter at få det til at fungere med sin første kæreste Gwen Stacy. Da han opdager en mystisk taske, der tilhørte hans far, begynder han at stille spørgsmålstegn ved sine forældres bortkomst, hvilket fører ham til virksomheden Oscorp og sin fars tidligere kollega Dr. Curt Connors’ laboratorium. Her udsættes han for en ulykke, der på mystisk vis giver ham superkræfter, og snart bekæmper Parker kriminalitet som den utrolige Spider-Man.

Romerne vil finde ud af, hvorfor gallerne er så stærke. Den lille legionær Delirium sendes ud som spion og finder frem til hemmeligheden: trylledrikken. For at få fingre i den, kidnapper romerne Miraculix. Asterix drager af sted for at befri ham og lader sig fange af romerne, der vil bruge ham til at presse Miraculix med. Men det viser sig snart, at den gode druide har mere end en trylledrik på lager.

Cæsar befaler den snu Lucullus at udtænke en plan, der kan få den eneste ubesejrede landsby i Gallien ned med nakken. Lucullus kidnapper Miraculix og sender ham mod verdens ende i en båd, tæt forfulgt af Asterix og Obelix, der må redde deres druide. De træder i land et sted, hvor maden er mærkelig, Obelix taber sit hjerte til en eksotisk pige, og Miraculix måske møder sin overmand - medicinmanden.

Leonardo, Michelangelo, Donatello og Raphael er tilbage! Sjovere, hurtigere og coolere end nogensinde! Efter at have besejret deres ærkefjende, Flænseren, fordriver de fire Turtles nu tiden i deres kloakhjem med pizza, skateboards og småjobs. Men mørke kræfter lurer på byens overflade, og snart kommer vennerne på deres hidtil hårdeste opgave… Med en uovervindelig hær af monstre vil milliardæren Max Winters overtage verdensherredømmet, og de fire ninja-padder får brug for alle deres tricks og moves!

Asterix, Obelix og de andre gallere er i fare! Vikingerne har nemlig hørt, at der findes folk, der kan flyve, hvis de bliver bange. Men da vikingerne ikke kender til frygt, er de nødt til at kidnappe en galler for at få demonstreret mekanismen. Oven i købet kommer Majestixs nevø, Provoix, på besøg i landsbyen.

Silver Surfer ligner et menneske i sølvtrikot til forveksling. Men en vigtig forskel er, at han ankommer fra det ydre rum på sit kosmiske surfboard for at forberede jordens undergang ved at sprede omfattende ødelæggelse, hvor end han kommer frem. Det må de Fantastiske 4 selvfølgelig sætte en stopper for. Også selvom det betyder endnu et opgør med deres drabelige dødsfjende Dr. Doom.

Motorcykelstuntmanden Johnny Blaze beder guden Mephistopheles om at redde sin døende far. Som betaling lader han sig besætte af en grum ånd, der forvandler Johnny til den flammende hævner Ghost Rider så snart natten falder. Med flammer om kraniet, lædertøj, nitter og en led kværn gør Ghost Rider livet usikkert for udvalgte skurke. Specielt den kradsbørstige Blackhart får kam til sit hår.

Videnskabsmanden Bruce Banner har problemer med at styre sin vrede. Hans rolige liv som en strålende forsker, der arbejder med sin ekskæreste Betty Ross, skjuler en smertefuld fortid. Et usædvanligt laboratorieuheld røber Bruces heroiske instinkter, men slipper også hans indre dæmoner løs. Han bliver da den stærkeste skabning på denne jord. En superhelt og et monster.

Gotham City hjemsøges af to skurke. Den ene er Two-face. Han har fået sit ansigt ødelagt af syre og har svoret hævn over Batman. Den anden skurk er den gale videnskabsmand Edward Nygma - kaldet Gækkeren. Han har opfundet en boks, der kan sende tv-signaler direkte ind i folks hjerner. De to allierer sig for at bekæmpe Batman. Men heldigvis får han hjælp fra den forældreløse luftakrobat Robin. Samtidig plages Batmans alter ego Bruce Wayne af personlige problemer og smertefulde minder. For at få hjælp opsøger han den smukke psykolog dr. Chase Meridian.

Al Simmons er en led lejemorder, der bliver dræbt og kommer i helvede. Surt, men Simmons bliver tilbudt at vende tilbage til jorden som Spawn, for at hjælpe andre på vej mod den evige fortabelse. Det lyder fint for Simmons, der øjner en chance for at hævne sig på sine mordere.

Tyrannen Gedren stræber efter totalt herredømme i barbarernes verden. Hun angriber byen Hablac og dræber Talismanens vogter og stjæler Talismanen.Talismanens vogters søster, Røde Sonja, rejser ud med sit magiske sværd for at få hævn og vælte Gedren af tronen.

Den dynamiske duo er tilbage. Batman og Robin er siden sidst blevet et fasttørnet makkerpar. Denne gang er det superskurken Mr. Freeze, der truer med at gøre Batman kold, én gang for alle. Varmblodig er til gengæld Poison Ivy, der med sine dødbringende kys er et giftigt bekendtskab. Det ser iskoldt ud for Gotham City, da Batman og Robin pludselig får uventet hjælp fra ingen ringere end Batgirl.