Året er 1935, og Paul Edgecomb er chef for dødsgangen, kaldet Den grønne mil, i Cold Mountain fængslet i Louisiana. Trods stedets grumme formål drives det af Edgecomb og hans folk med både værdighed og humanisme. Der er blot en enkelt slange i dette "Paradis", nemlig den lille, lede sadist Percy Wetmore, der har fået job som vagt på dødsgangen takket være det forhold, at han er nevø af guvernørens kone. En dag ankommer den enfoldige, sorte kæmpe John Coffey til fængslet, dødsdømt for mordet på to små hvide piger. Edgecomb opdager så småt, at denne blide kæmpe er en clairvoyant healer, der gerne bruger sine mirakuløse evner i det godes tjeneste. Sammen med det forhold, at han nu også ved, at Coffey er uskyldigt dømt, sætter det Edgecomb i et alvorligt moralsk dilemma over at skulle eksekvere dødsdommen.

Da den frisindede, småkriminelle Randle P. McMurphy (Jack Nicholson) ankommer til det statslige sindssygehospital, vender hans smittende svaghed for uorden op og ned på de vante rutiner. Han befinder sig på den ene front i en i en ulmende krig, hvor modstanderen er den frygtelige og iskolde Nurse Ratched (Louise Fletcher) med den silkebløde stemme. Og hver eneste patients skæbne står på spil. Denne mageløse filmatisering af Ken Keseys bestseller vandt alle de fem store Oscars® i 1975: Bedste film (produceret af Saul Zaentz og Michael Douglas), Bedste mandlige hovedrolle (Nicholson), Bedste kvindelige hovedrolle (Fletcher), Bedste instruktør (Milos Forman) og Bedste manuskript (Lawrence Hauben og Bo Goldman). Filmen er påtrængende og rå og byder på fremragende præstationer af blandt andre Brad Dourt, Danny DeVito og Christopher Lloyd i sin debutrolle. Fantastisk.

Eks-bookmakeren Sam 'Ace' Rothstein bliver i starten af 1970'erne sendt til Las Vegas for at styre mafiakasinoet Tangiers. Korruptionen trives, Ace gør det godt, og han formår at holde en respektabel facade. Han gifter sig med luksusluderen Ginger og nyder det søde liv. Men i kulissen spøger problemerne. Ginger er stadig draget af en gammel elsker, mens Aces ven, gangsteren Nicky Santoro, sætter Vegas på den anden ende.

Gilbert Grape bor i en lille amerikansk flække, som hedder Endora. "At bo dér, er som at danse uden musik", siger Gilbert. Han føler, at livet passerer forbi, fordi han bliver nødt til at tage sig af sin retarderede bror. Men en dag kommer Becky, til Endora. Det får Gilbert på helt andre tanker!

Skyldig? Uskyldig? Det er ikke op til den dynamiske Chicago-advokat Martin Vail at afgøre. Hans opgave er forsvarerens - især hvis sagen bringer hans navn i overskrifterne og fremmer hans karriere. Da Vail hører at en fattig alterdreng anklages for mordet på den lokale ærkebiskop, snupper han sagen, ivrig efter at være i mediernes søgelys, men lidet vidende om at han dermed blotter en rotterede af korruption, sætter ham op mod en anklager som også er hans tidligere kæreste, samt sætter al hans dygtighed, dømmekraft - ja endog hans vilje til at vinde for enhver pris - på prøve.

Den indadvendte Jules og den erfarne Jim bliver bedste venner i mellemkrigstiden, hvor de begge forelsker sig i den overjordisk skønne Catherine. Jim lader galant Jules gifte sig med Catherine, men den lidenskabelige Catherine trives med usikkerheden og med flere tilbedere, så de tre indleder et trekantdrama, hvor generøsiteten bliver forudsætning for såvel venskab som kærlighed.

På en bar møder den prostituerede Aileen Wuornos den troskyldige Selby. Sammen forsøger de to unge kvinder at begynde på en frisk, men efter et liv præget af ydmygelser, tæv og seksuelt misbrug kan Aileen ikke længere kontrollere sin vrede. Da en af hendes kunder slår hende halvt fordærvet, skyder Aileen ham i selvforsvar. Det bliver det første af en lang række mord på de sexkunder, der samler Aileen op langs landevejene.

Marnie er en forstyrret pige, der lever af at røve fra sine skiftende arbejdsgivere, men da hun ansættes hos Mark Rutland, kompliceres hendes tilværelse yderligere. Han forelsker sig nemlig i hende, og da han griber hende med fingrene i pengeskabet, tvinger han hende til at gifte sig med ham. Hans plan er at tvinge hende til at blive helbredt, og da han har studeret zoologi, mener han, at han er den rette til jobbet (!). Det er mildt sagt en tåbelig historie, og ligesom i Hitchcocks tidligere Spellbound er det fascinationen af den moderne psykoanalyse, der er det gennemgribende tema, men Marnie har slet ikke den samme naive charme, og det er svært at se gennem fingre med den letkøbte lommepsykologi.