For Renton og hans arbejderklassevenner i Edinburgh er der to former for eksistens. Enten er de totalt stenede, eller også skal de prøve at blive totalt stenede. Ewan McGregor (Moulin Rouge) spiller narkomanen Renton, som skiftevis er på den og stoffri, og han er også filmens fortæller. Måske slipper han aldrig væk fra den rutschebane, han befinder sig i. Nogle vil mene, at han nok snarere vil blive båret væk. Men vi kan nyde denne vilde filmiske rutschebanetur og selv vælge at stige af.

Under 2. Verdenskrig skydes grev Laszlo de Almasy (Ralph Fiennes) ned i Sahara under en ekspedition. Han er uigenkendelig af forbrændinger og har mistet hukommelsen. Sygeplejersken Hana (Juliette Binoche) plejer Laszlo i et forladt kloster i Toscana og i tilbageglimt fortælles den sørgelige historie om Laszlos æffære med Katharine (Kristin Scott Thomas), som var gift med en af ekspeditionens deltagere. En veteran fra de allierede styrker (Willem Dafoe) dukker op i klostret og vigtige detaljer om Laszlos fortid afsløres.

Selvom Dirty Harry slår hårdt ned, går han ind for lov og orden. Derfor synes den kontante politimand ikke godt om en selvtægtsgruppe, der myrder notoriske forbryderkonge og narkobaroner. Med rygende revolver må Dirty Harry undstrege at loven er fuldstændig lige for alle.

I New Yorks Little Italy er det også en karrieremulighed at blive kriminel. Charlie vil på den ene side gerne være en respektabel gangster som sin onkel, på den anden side vil han gerne leve et normalt liv med sin kæreste. På trods af et ønske om at forlade bydelen, bliver Charlie stadig mere involveret og møder blandt andet den bindegale Johnny Boy. Og med ham er livet aldrig kedeligt.

I 1984 har en atomkrig ændret verdens orden. Alle borgeres liv er under stram styring, og intet er overladt til tilfældigheder eller følelser. Winston Smith arbejder med at slette uønskede personer fra den officielle historie. I al hemmelighed skriver han en dagbog om det forfærdelige liv anno 1984. Da han desuden forelsker sig i Julia, begynder alt at gå rigtig galt.

En gruppe unge mennesker har fundet sammen om et projekt: at finde deres indre idiot. De optræder som 'spassere', når de færdes ude i samfundet, og nyder ellers bare livet sammen i Stoffers onkels store villa i Søllerød - en villa, der ellers stod tom, fordi Stoffer skulle forsøge at sælge den for onklen. De udfordrer dagligt hinanden og deres omgivelser med deres idiot-lege. Til slut i filmen kommer Stoffer med den ultimative udfordring: de skal turde være idioter, når de er sammen med deres nærmeste. Men denne udfordring er så stor, at den også bliver kollektivets endeligt - dog først efter at vi finder ud af, at en af pigerne bærer på en hemmelighed, der måske har drevet hendes indre idiot.

"Cosmopolis" omhandler den 28-årige Eric Packer - en multimilliardær, der begiver sig ud på en tur gennem Manhattan for at blive klippet. Hans 'mission' besværliggøres undervejs af intet mindre end et præsidentbesøg, en bande voldelige anarkister og en begravelse for en verdenskendt hip-hop kunstner.