Tre indianske brødre får hver tildelt et totemdyr. Oprørske Kenai bliver rimelig skuffet over at få bjørnen, der blandt andet har kærligheden som egenskab. Da Kenai prøver at dræbe en bjørn, bliver hans broder dræbt. Som straf forvandler guderne Kenai selv til en bjørn. Og nu er det ham, der er den jagede.

Livet kan være hårdt oppe på den arktiske tundra, hvor man er underlagt naturens luner. Da alle dyrene i området pludselig forsvinder, og stammens overlevelse trues, må den unge Markussi og hans to venner drage ud på en farefuld færd i jagten på det mytiske paradis Sarila. Mange forhindringer lurer forude i den barske natur, og ikke nok med det - den forsmåede Shaman Kiliq er også fast besluttet på at forpurre de unges plan. 'Legenden om Sarila' tager os med på en spændende rejse til inuitternes land langt mod nord. Et flot animeret eventyr, der giver et fint indblik i dette oprindelige folks kultur og skikke. Samtidig fortæller filmen en universel historie om venskab og mod og om at finde sit eget værd.