Mima er træt af sin status som sukkersødt popidol. Hun stopper sangkarrieren og starter som skuespiller i en barsk kriminalserie. Hendes uskyldige image krakelerer mere og mere ekstremt (bl.a. via nøgenbilleder i bladene og gruppevoldtægt i tv-serien!), og hendes liv forvandles til et paranoiahelvede, hvor hun konstant befinder sig i grænselandet mellem fantasi og virkelighed. Efterhånden hjemsøges hun både af sit eget hadefulde popidol alter ego og en sindsforvirret fan, samtidig med at flere personer i hendes omgangskreds brutalt myrdes. Historien er så raffineret konstrueret, at man tror, det er løgn, men hold øjne og ører åbne - ellers...

Den godhjertede Elwood P. Dowds evige følgesvend er Harvey - en næsten to meter høj kanin, som kun han kan se. Elwoods besættelse af Harvey har spændt ben for hans søster, Veta Louises, planer om at få sin datter gift. Men da hun beslutter at få Elwood indlagt på et mentalhospital, sker der en morsom forveksling, og i stedet bliver hun selv indlagt. Det er nu op til Elwood at redde trådene ud ved hjælp af sin "indbildte" ven.

Kong George III har regeret England i næsten 30 år, da noget tyder på, at han er ved at blive gal og en politisk magtkamp starter. Kongens søn, Prinsen af Wales, prøver på at få erklæret faren utilregnelig for selv at få magten i landet. Han nægter sin mor, Dronning Charlotte, adgang til faren, der holdes i isolation overladt til uduelige læger med latterligt gammeldags behandlingsmetoder. Prinsen forbereder sin kroning, men dronningens hofdame, Lady Pembroke, tager affære og skaffer kongen en ny læge, Dr. Willis. Kong Georges tilstand bedres, og snart er han i stand til at genoptage regeringen af landet. Eller er han?

Historien starter 22 år efter den første film, da Norman Bates bliver løsladt fra sindssygehospitalet og vender hjem til familiehotellet. Bates begynder at arbejde på en lokal diner, hvor han også møder den søde Mary. Alt tegner lyst, lige indtil Bates begynder at hallucinere om sin afdøde mor, og ligene begynder at hobe sig op.

Lizzie (Christina Ricci) er netop begyndt på college. Hun er smart, populær og smuk, og udadtil har hun alt, man kan ønske sig. Men hun lider af ukontrollerbare humørsvingninger og under den følelsesmæssige tumult, de medfører. Anfaldene tiltager og efterhånden afskærer den depressive adfærd Lizzie fra dem, hun holder af. Desuden har Lizzies mange mislykkede terapikonsultationer været en stor økonomisk belast-ning for moderen (Jessica Lange) og gjort mor/datter-forholdet mere anspændt, end det var i forvejen. Da lægen udskriver Lizzie en ny medicin ændrer hendes tilstand sig langsomt i positiv retning, og hun begynder at øjne muligheden for en nogenlunde normal tilværelse.

På et nedlagt sindssygehospital knokler et hold asbestfjernere med at blive færdige til tiden. Det, som ligner en forholdsvis nem opgave, kompliceres af det spændte forhold mellem dem. Hank kommer sammen med Phils ekskæreste, og Gordon har problemer med sit nyfødte barn. Følelsen af ubehag vokser, men ikke kun på grund af det. Den næres også af, at bygningen gemmer på mange historier. Mike lytter som besat til gamle båndoptagelser af en patient med personlighedsspaltning, og da Hank pludselig forsvinder sporløst, bliver de andre lammet af rædsel. Den sidste historie fra sindssygehospitalet viser sig at blive den mest skræmmende af alle...

En film om en håndfuld unge igennem deres gymnasietid i starten af 1960’erne på Viborg Katedralskole med alt hvad den indebærer af venskab, forelskelse, jalousi og svigt.

Kira (Stine Stengade) og Mads (Lars Dittmann Mikkelsen) har været gift i en årrække og er nu i midten af trediverne. De har et godt liv sammen, et dejligt hus, stor bil og to skønne børn. Men igennem et par år har Kira udviklet en mani, som er resulteret i en indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Nu efter et halvt år skal hun hjem og genoptage sit gamle liv...