Tiårige Auggie er født med et deformt ansigt og har gennemgået mange operationer. Hidtil er Auggie blevet hjemmeskolet, men nu har hans forældre besluttet at sende ham i en rigtig skole. Det bliver en svær begyndelse, for nogle af de andre drenge driller Auggie, men efterhånden bliver han accepteret som den, han er.

I Hiroshima mødes en fransk skuespillerinde og en japansk arkitekt. I løbet af en enkelt nat udlever de en lidenskabelig kærlighed og betror hinanden deres livshistorier.

I 70'ernes New York får narkohandleren Frank Lucas en rigtig profitabel idé – at smugle stoffer i kisterne, der strømmer hjem fra Vietnamkrigen med døde amerikanske soldater. Kriminalbetjent Ritchie Roberts er både bundærlig og noget af en outsider. Han sætter sig for at komme trafikken med stoffer til livs og sætte Lucas bag lås og slå.

Det velhavende ægtepar Lelièvre hyrer en ny hushjælp ved navn Sophie. Sophie er tavs og indadvendt, men bliver snart venner med byens nysgerrige postmester, Jeanne. Jeanne har gennemskuet, at Sophie har en velbevaret hemmelighed. Det har hun også selv - og så har hun et horn i siden på familien Lelièvre.

Filmen er baseret på den cubanske digter Reinaldo Arenas' chokerende memoirer. Han vokser op på landet under ekstremt fattige kår, men som teenager tændes håbet, da han får kontakt med revolutionshæren, der som en flodbølge fejer hen over landet. Jubeldagene efter Castros magtovertagelse er hurtigt overstået. Snart mærker han på egen krop, at det nye kommunistiske regime ingen tolerance har over for afvigere og anderledes tænkende.

Overbetjent Eldon Perry er hårdkogt, erfaren og korrupt. Sammen med sin unge kollega Bobby krydser han Los Angeles´ brændende gader. Det er dagene før dommen i sagen mod politimændene, der for åbent kamera bankede den sorte Rodney King i april 1992. Byen og politiet er ude i tovene, og Perrys chef benytter lejligheden til at rydde op med hård hånd. Perry og Bobby får ordre til at myrde nogle narkovrag for at beskytte chefens stikkere. En dag som alle andre for Perry. Men Bobby vil ikke lege med. Krimi af forfatteren til "L.A.Confidential".

Egentlig var Charles Farmer uddannet astrofysiker, men som ung måtte han - meget mod sin vilje - forlade luftvåbnet for at redde familiegården. Nu står Farmer igen i dyb gæld til sin bank. Men end ikke truslen om tvangsauktion skal afholde ham fra at forfølge sin altoverskyggende drøm: at sende sig selv i kredsløb om Jorden i den rumraket, han flikker sammen i sin lade!