Casablanca. Nem at komme til, men svær at forlade især hvis man er eftersøgt af nazisterne. Og det er modstandsmanden Victor Laszlo, hvis eneste håb er Rick Blaine, en kynisk amerikaner, der ikke lægger hovedet på blokken for nogen ... og slet ikke Victors kone, Ilsa, ekskæresten, der knuste hans hjerte. Ilsa tilbyder at blive hos ham, hvis Laszlo til gengæld bliver transporteret ud af landet, og den bitre Rick må gøre op med sig selv, hvad der betyder mest: Hans personlige lykke eller utallige menneskers overlevelse.

Året er 1944. Mussolini er faldet, og Roms gader giver genlyd af nazisternes støvletramp. I centrum for fortællingen finder vi en kvindelig arbejder, en katolsk præst og en modstandsmand, der alle personificerer det almindelige menneskes kamp mod overmagten. Rossellinis film (med manuskript af en blot 24-årig Fellini) blev indspillet i slutningen af 2. verdenskrig. Størstedelen af rollerne er besat af amatører, og filmen er skudt uden brug af kunstigt lys eller fast monteret kamera, hvilket giver den et usædvanligt realistisk præg. Filmen førte til en æstetisk revolution indenfor filmkunsten, og den var det første betydende værk inden for neorealismen under den italienske films storhedstid efter krigen.

En teatertrup i det nazi-besatte Polen bliver involveret i jagten på en spion som kunne vælte hele resistancen, men snart går alt over gevind.

I et omrejsende tivoli med pinheads, dværge og skæggede damer (castet fra sideshows rundt omkring i USA) ydmyger og udnytter den skruppelløse trapez-artist Cleopatra dværgen Hans, der har tabt sit hjerte til hende. Det kommer hun bittert til at fortryde! Freaksene har deres helt eget kodeks, og snart vil Cleopatra lære aldrig at ydmyge en af dem igen.

Damiel er en af englene, der bevæger sig rundt blandt menneskene i Berlin og lytter til deres fortvivlede tanker og forsøger at støtte dem. Hans længsel efter at leve og dø som menneske bliver indfriet efter at han forelsker sig i cirkus-artisten Marion.

Fortællingen følger en gruppe soldater fra en maskingeværs-deling under Fortsættelseskrigen fra 1941-1944 mellem Finland og Sovjetunionen om Karelia-provinsen.

Narko-kuréren Manny er på spanden. Han har mistet 100.000 DM, som hans brutale boss afhenter om 20 minutter. Nu står Manny svedende i en telefonboks og ringer til sin kæreste Lola for at få hjælp. Efter en panisk samtale styrter den rødhårede punkpige Lola ud af døren. Hun har 20 min. til at komme op med pengene. Hun løber og løber og løber. Ellers er det sket med Manny.

Mickey og Mallory elsker ekstrem vold. Mand, kvinde, stor, lille, hvid eller sort, de to elskende gør ingen smålig forskel, mens de meget håndfast slår deres navne fast som mediehelte og massemordere. Da parret bliver fanget, bringer journalisten Gale et live-interview fra fængslet, det bliver startskuddet til et gigantisk fangeoprør.

Hidtil uhørte vidnesbyrd fra retssager afslører chokerende nye detaljer om anden verdenskrig og giver et kig ind i nazisternes krigsmaskine. Hør Hitlers forbryderiske håndlangeres rå stemmer - såsom Hermann Göring, Wilhelm Keitel, Albert Speer og Rudolf Hess - såvel som de ofre og vidner, der modigt vidnede mod dem.