Bankmanden Andy Dufresne idømmes livsvarigt fængsel for en forbrydelse, han ikke har begået. Han sendes til Shawshank-fængsel, hvor han nu må forsøge at opbygge en tålelig tilværelse blandt nogle af USA's værste forbrydere. De første år synes som et mareridt, men lidt efter lidt får Dufresne opbygget både status og vennekreds. Men selv som garvet indsat lægger Dufresne stadig planer om, hvordan han kan flygte og hævne sig på dem, der har gjort ham ondt.
Noodles og hans ven Max har siden opvæksten i New Yorks jødiske bydel været sammen om småtyverier, smuglerier og røverier. I forbudstidens USA har de kronede dage, men alligevel forråder Noodles Max og deres kammerater og går under jorden. 35 år senere trækker det op til skandale omkring handelsminister Bailey, og Noodles møder nogen, han ikke har set i mange år.
FBI-kvinden Clarice Starling må i sin jagt på en seriemorder søge hjælp hos en virkelig ekspert. Hun får tildelt audiens hos Hannibal the Cannibal. Han er ikke særlig samarbejdsvillig, men hendes besøg i fængslet er en velkommen mulighed for lidt intellektuelt stimulerende samvær. Så han leder hende på sporet af massemorderen, og snart må Clarice se sine værste mareridt levendegjort.
I 1942 sejler U-96 ud på Nordatlantens jagtmarker, hvor den tyske flådes ulvekoppel angriber de allierede konvojer, der holder Storbritannien i live. I månedsvis lever besætningen som sild i en tønde, mens de venter på byttet. Da det går løs, bliver de selv de jagede, og dybvandsbomberne driver u-båden længere og længere ned i dybet. Kaptajnen: Jürgen Prochnow. Løjtnant Werner: Herbert Grönemeyer. Maskinmester: Klaus Wennemann. Manuskript og instruktion: Wolfgang Petersen efter Lothar Günther-Buchheims selvbiografiske roman.
Lejemorderen Sorte Mamba alias Bruden har begivet sig ud på et blodigt hævntogt mod kvintetten, der forsøgte at slå hende ihjel. To af hendes forræderiske lejemorder-kolleger er allerede døde. Nu står den fordrukne, men snu Budd og kampsportsspecialisten Elle Driver for tur. Og til sidst kan Bruden vende sig mod sit ultimative mål - hendes chef og tidligere elsker, Bill.
Den tidligere gangster Jimmy Markums højtelskede datter bliver myrdet, og hans gamle ven, politimanden Sean, bliver sat på sagen. Samtidig med at politiet arbejder på at opklare forbrydelsen, bruger Jimmy sine egne forbindelser til at starte en efterforskning. Snart begynder både Sean og Jimmy at mistænke deres gamle barndomsven Dave for at være morderen.
Der var engang en borg højt oppe på en bakke, hvor der boede en opfinder, hvis største skabelse hed Edward. Selv om Edward var uimodståeligt charmerende, var han ikke helt perfekt. Opfinderens pludselige død efterlod ham ufuldendt med skarpe blade af metal i stedet for hænder. Edward boede alene i mørket, indtil en venlig dørsælgerske en dag tog ham med hjem til sin familie og lod ham bo der. Og således begyndte Edwards fantastiske eventyr i et pastelfarvet paradis kaldet Suburbia. Tim Burton, som har instrueret "Sleepy Hollow" og "Mars Attacks" har skabt en højest usædvanlig person. Med Johnny Depp, Winona Ryder, Diane Wiest og Vincint Price som opfinderen.
Dr. William Harford er en New Yorker, som en skæbnesvanger vinteraften, efter sin kones indrømmelse af seksuelle længsler vover springet ud i et erotisk strejftog, der truer hans ægteskab - og som måske endda fanger ham i en skummel mordgåde. Som historien går fra tvivl og frygt til selvopdagelse og forsoning, lægger Kubrick musik til med mesterlige bevægelser.
Siden deres barndom har Jacques og Enzo konkurreret i at dykke længst og dybest, og som voksne fortsætter de denne dyst. Enzo er blevet verdensmester, Jacques arbejder i videnskabens tjeneste, men stadig er det ikke helt klart hvem af dem, der er den bedste. Og de føler begge, at spørgsmålet må opklares.
New Yorker manuskriptforfatteren Barton Fink, ankommer i 1941 til Hollywood for at skrive et B-films-manuskript til "wrestling-stjernen" Wallace Beery. Fink flytter ind på et lurvet hotel men rammes snart af skriveblokering. Han opsøges af manden, der bebor naboværelset, den tilsyneladende joviale Charlie Meadows. Meadows repræsenterer "den almindelige mand", som Fink så gerne vil skrive for men dybest set foragter og irriteres af. For at blive hjulpet ud af sin skriveblokering bliver Fink sat i forbindelse med en beundret kollega, Mayhew. Fink opdager, at de fleste af Mayhews manuskripter er skrevet af dennes elskerinde, Audrey.
Charlotte er i Tokyo med sin mand John, der er fotograf og travlt optaget af arbejde. Charlotte tilbringer derfor det meste af tiden alene på hotellet og hér møder hun skuespilleren Bob Harris der er i Tokyo for at indspille en whiskyreklame. Han har fået en særdeles lukrativ kontrakt, men han er udmattet og træt af det hele – ikke mindst konen, der ringer til ham flere gange dagligt fra Los Angeles for at høre hans mening om indretningen af deres hus.
Den unge Andrea tager til New York på jagt efter sit første job. Hun bliver ansat på det toneangivende modemagasin Runway, der styres med hård hånd af chefredaktøren Miranda Priestly. Miranda er modebranchens mest magtfulde kvinde og frygtet af alt og alle. Men Andrea er ikke så let at skræmme, og snart er hun blevet assistent for den monstrøse modemogul.
Den mærkværdige pirat Jack Sparrow er havnet i kløerne på den skumle sørøverkaptajn Davy Jones. Heldigvis beslutter hans venner Elizabeth og Will at slå sig sammen med Jacks gamle dødsfjende Barbossa for at tage helt til verdens ende og redde Jack. Samtidig har den begærlige købmand Beckett allieret sig med Davy Jones for at rense havene for alverdens pirater en gang for alle.
Det brutale mord på en familie i en lille by i Kansas i november 1959 fanger Truman Capotes (Philip Seymour Hoffman) interesse. Den berømte forfatter af ”Frokost på Tiffany” begynder sammen med sin barndomsven Nelle Harper Lee (Catherine Keener), der senere skriver ”Dræb ikke en sangfugl", sin egen efterforskning, og det lykkes ham at vinde lokalbefolkningens tillid på trods af sin affekterede adfærd og ekstravagante levestil. Arbejdet med bogen ”Med koldt blod” (som lægger fundamentet til en helt ny genre i amerikansk litteratur) begynder at tære på Capote i takt med, at han lærer morderne at kende og deres henrettelse nærmer sig – han bliver påvirket på en måde, som han aldrig havde forestillet sig.
Hun er enlig mor. Hun går ikke i kirke. Og hun åbner en chokoladebutik midt i faste-tiden! Jo...Vianne formår at skabe røre i andedammen fra selvsamme øjeblik, hun slår sig ned i den lille by. Den slags passer bestemt ikke byens snerpede borgmester, der mener, at al nydelse er syndigt og skadeligt for moralen. Men Viannes hjertevarme væsen og hendes hjemmelavede chokoladespecialiteter - rene himmerigsmundfulde - lokker på trods af borgmesterens dundertale byens dydige borgere på syndens sanselige afveje. Én bid, og de er solgt...
Ronjas liv får en fantastisk begyndelse. Da Ronja kommer til verden tordner det stygt over fjeld og skov, og røverhøvdingen Mattis er vild af glæde! Nu er Mattis-slægten sikret, og en kommende ny røverhøvding er født. Tror Mattis. For samme nat bliver der født endnu en røverhøvding.