Efteråret 1959. Verden er i forandring, men på Welton Academy gør man sig klar til gennemførelsen af et århundrede gammelt ritual: Modtagelsen af et nyt hold drenge til kostskolens nådeløse disciplin. Men i år skal det blive anderledes – bag metertykt mure af granit og traditioner bliver lærebøger revet i stykker… John Keating er kommet til skolen!

I en gudsforladt del af Syd-Amerika findes 4 desperate mænd. De går med til en ren selvmordsopgave, da de under hårdt tidspres skal køre lastbiler fyldt med nitroglycerin gennem et farefuldt bjerglandskab. På vej mod målet med den stødfølsomme og højeksplosive last sættes både nerver, venskab og mod på prøve.

I slutningen af 1200-tallet regeres Skotland med jernhånd af den engelske konge, Edvard 1. Den skotske godsejer William Wallace ønsker kun et fredeligt liv, men da han oplever englændernes brutalitet på nærmeste hold, får sækkepiben en anden lyd. Fast besluttet på at befri Skotland samler Wallace en hær og drager i krig mod de talmæssigt overlegne engelske styrker.

Den unge knægt Brandon Teena flytter til en lille by i Nebraska, og han bliver hurtigt vellidt blandt de andre unge fyre i byen. Også pigerne bliver tiltrukket af den følsomme Brandon. Men da det bliver klart, at Brandon faktisk er en pige, og hedder Teena Brandon, vender stemningen.

En stor, personlig sorg sender Cheryl Strayed ud i en nedadgående spiral af stofmisbrug og galopperende utroskab. Efter sin skilsmisse beslutter Cheryl at viske tavlen ren. Uden nogen erfaring med friluftsliv begiver hun sig alene ud på en 1600 km lang vandring fra Mojaveørkenen til Pacific Northwest. Den barske tur bliver skelsættende for Cheryl, der genfinder sig selv og sin indre styrke undervejs.

Det brutale mord på en familie i en lille by i Kansas i november 1959 fanger Truman Capotes (Philip Seymour Hoffman) interesse. Den berømte forfatter af ”Frokost på Tiffany” begynder sammen med sin barndomsven Nelle Harper Lee (Catherine Keener), der senere skriver ”Dræb ikke en sangfugl", sin egen efterforskning, og det lykkes ham at vinde lokalbefolkningens tillid på trods af sin affekterede adfærd og ekstravagante levestil. Arbejdet med bogen ”Med koldt blod” (som lægger fundamentet til en helt ny genre i amerikansk litteratur) begynder at tære på Capote i takt med, at han lærer morderne at kende og deres henrettelse nærmer sig – han bliver påvirket på en måde, som han aldrig havde forestillet sig.

Gøg & Gokke, verdens mest berømte komiske par, begiver sig ud på en varietéturne gennem Storbritannien. Året er 1953. Parrets fremtid er usikker, for deres dage som komediekonger ligger bag dem. Turen bliver dog et hit, men Gøg & Gokke's partnerskab trues af fortidens spøgelser og af Gokke's vaklende helbred. Nu må parret forsøge at genopdage, præcis hvor meget de betyder for hinanden.

Det går strålende for Jérôme Kerviel, der bliver forfremmet til aktiehandler i en af verdens største banker - Société Générale i Paris. Men da unge Jérôme får smag for andet end de mindre risikofyldte arbitrage-opgaver, sætter han karrieren og bankens fremtid på spil. - Baseret på en sand historie.

Dette er den sande historie om Jay Bahadur, der var så opsat på at blive en journalist, at han rejste hen, hvor alle andre journalister ikke turde komme: Somalia. Her fik han stor succes med at give verden en førstehåndsberetning om Somalias pirater, hvem disse mænd er, og hvad der driver dem. Det er en anden historie om somaliere end den om farlige AK47 skydende pirater, man normalt får fortalt.

Du vil aldrig takke nej til et landkort igen! Jenn foretrækker storbylivet og sin altoverskyggende advokatkarriere, men det vil hendes udendørstosse af en kæreste, Alex, ikke acceptere. Han hiver hende med ud i de vidtstrakte canadiske skove for at finde hans yndlingsrute The Blackfoot Trail, på trods af at den af sikkerhedsmæssige årsager er forbudt at betræde.