Askepot er en ung, smuk og forældreløs pige, som slider og slæber for sin stedmoder og hendes forkælede døtre, der ikke behandler hende særlig godt. Askepot drømmer om at komme til bal på kongeslottet og danse med prinsen, men bliver hele tiden på ondskabsfuld vis, forhindret i at få sin balkjole færdig, trods ihærdig hjælp fra vennerne Tim og Bum. Med hjælp fra den gode fe, klarer de det alligevel og drømmen bliver til virkelighed! Men tiden er knap – ved midnat brydes fortryllelsen og hun forvandles fra en skønhed til en helt almindelig pige igen...

Den selvstændige, enlige mor Donna driver et lille hotel på en græsk ø sammen med sin datter Sophie. Men nu skal Sophie giftes, og der er ingen til at føre hende op af kirkegulvet. Derfor inviterer hun tre mænd fra Donnas fortid til brylluppet, for måske en af dem er hendes far?

Barndomsvenner Tracy Lord og C.K. Dexter Haven blev gift og hurtigt skilt, men C.K. prøver stadigt at vinde hende tilbage. Nu vil Tracy giftes igen, med en snedig men kedelig forretningsmand. Spy Magazine truer med at skrive en historie om hendes playboy-far, med mindre de får lov til at være med til brylluppet, og sender reporteren Mike Conners, som også falder for Tracy, og nu har hun tre mænd at vælge i mellem.

Filmens omdrejningspunkt er det sibiriske titel-orkester, der drager til USA på foranledning af en lokal impresario. ”Tag til USA, der æder de hvad som helst,” lyder hans råd, da han hører de seks sovjetiske cowboys spille op til russisk folkedans. Og af sted tager de, ledt af den enerådige manager Vladimir, der er fast besluttet på at få en rock’n’roll-succes ud af det bizarre og mildest talt talentløse orkester.

Det er den, vistnok, autentiske historie om enkefru Laura Henderson (Judi Dench), der efter at have arvet en anseelig formue fra sin nyligt afdøde mand sætter sig for at fylde ensomheden ud med en hobby. Men at hobbyen skulle blive genåbningen og oprettelsen af vaudeville teatret The Windmill, var der alligevel nok ingen, der havde regnet med. Det er så her teaterdirektøren Vivian van Damm (Bob Hoskins) kommer på banen og hermed også filmens egentlige nerve. Sammen sætter de to sig for at genåbne det gamle teater med en fornyende kant, der bl.a. inkluderer afklædte danserinder, som man kender det fra det franske Moulin Rouge. Kemien mellem de to hovedrolleindehavere er funklende, veksler mellem det morsomme og det alvorlige men bliver alligevel aldrig kedelig. De utallige sammenstød mellem den krævende teaterdirektør og den medbestemmende enkefrue - det er jo hendes arv, der er på spil - driver i al forstand handlingen frem. Og man havde under ingen omstændigheder været det foruden.

St. Trinian's, den berygtede skole for "unge kvinder", står over for en økonomisk krise. Den nye undervisningsminister (Colin Firth) er rektors (Rupert Everett) gamle flamme, men han er fast besluttet på at indføre disciplin og orden på den anarkistiske skole. En blandet skare af lærere og skånselsløse elever slår sig sammen om at stjæle et berømt maleri fra National Gallery, - men vil det lykkes dem, før myndighederne lukker skolen for bestandigt?