18-årige Jamal er kun ét spørgsmål fra at vinde den store gevinst i Indiens udgave af 'Hvem vil være millionær?', da han bliver anholdt af politiet. For hvordan kan en forældreløs knægt fra Mumbais værste slumkvarter kende alle de rigtige svar? Snyder han? Underkastet et brutalt forhør fortæller Jamal den utrolige historie om sit liv på gaden og om den pige, han elskede og mistede. Danny Boyle's energibombe af en film modtog hele otte Oscars, bl.a. for bedste film.

Narko-kuréren Manny er på spanden. Han har mistet 100.000 DM, som hans brutale boss afhenter om 20 minutter. Nu står Manny svedende i en telefonboks og ringer til sin kæreste Lola for at få hjælp. Efter en panisk samtale styrter den rødhårede punkpige Lola ud af døren. Hun har 20 min. til at komme op med pengene. Hun løber og løber og løber. Ellers er det sket med Manny.

Robert Altman væver et tæppe af historier og skæbner sammen, som alle handler om mislykkede menneskelige relationer og parforhold. Mens solen skinner over det californiske landskab, følger kameraet en pigeglad betjent og hans masochistiske kone, en helikopterpilot, der søger en usædvanlig hævn over sin ekskone, et ægtepar, hvis liv bryder sammen, da deres søn bliver dræbt i trafikken, en mand, der er træt af at høre sin kone snakke sex i telefonen, m.m.

Erobringsspillet er i gang. Alle kneb gælder, når en glubsk, velhavende enke (Glenn Close) udfordrer en berygtet skørtejæger til at forføre en smuk, ung nygift kvinde (Michelle Pfeiffer). Men denne gang bliver en af spillets vigtigste regler brudt: to af spillerne forelsker sig - og det får tragiske følger. Den meget roste tredobbelte Oscar-vinder fremviser storslåede kulisser og kostumer fra det 18. århundrede. Men filmens figurer vil kunne begå sig i det 20. århundrede uden at falde det mindste igennem. Stephen Frears instruerer filmen, der bygger på en roman fra 1782, som vakte forargelse, samt Christopher Hamptons fængslende skuespil fra 1986.

2. verdenskrig truer og den unge kvindelige spion Wong Chia-Chi (Wang Tei) bliver sat til at udspionere den højtstående japanske minister Mr. Yee (Tony Leung). Under dække som Mrs. Mak forsøger hun at komme ind på livet af ham, men hurtigt erfarer hun, hvor svært det er at være intim med fjenden uden samtidig at involvere sig følelsesmæssigt.

Ben Campell er et matematisk geni. Han vil studere på Harvard, men mangler 300.000 dollars for at betale for studiet. Heldigvis har Bens lærer, den excentriske Mickey, et attraktivt tilbud. Ben kan blive medlem af en lyssky Blackjack-bande. De mangler en til at tælle kort i Vegas, hvor de svindler sig til store summer på deres weekendture. Men Bens møde med livet i Las Vegas er ikke uden nye udfordringer.

Vi skriver 1974 og Sam Bicke har mistet alt. Hans kone forlader ham og deres 3 børn, han mister sit arbejde, hans bror vender sig fra ham, og banken vil ikke låne ham penge til at starte noget nyt. Han forsøger at finde nogen til at bebrejde for sin ulykke og det ender med at USA's præsident er den skyldige, som han så planlægger at myrde.

Alfie er en uforbederlig Don Juan, som skruppelløst forfører den ene kvinde efter den anden uden at involvere sig dybere. Da en af hans mange erobringer bliver gravid, flygter Alfie selvfølgelig fra ansvaret. Men hans samvittighed begynder at nage ham og Alfie må tage sin overfladiske livsstil op til revurdering. Spørgsmålet er, om han kan rette op på de skader, han selv har forvoldt.