Den tidligere tennisstjerne Tony Wendice beslutter sig for at slå sin kone ihjel, dels for at få fat i hendes penge, dels som hævn for at hun tidligere har haft et ægteskabeligt sidespring. Han afpresser en gammel studenterkammerat til at kvæle hende, men da tingene går galt, prøver han at få vendt situationen til sin egen fordel.

Eks-bookmakeren Sam 'Ace' Rothstein bliver i starten af 1970'erne sendt til Las Vegas for at styre mafiakasinoet Tangiers. Korruptionen trives, Ace gør det godt, og han formår at holde en respektabel facade. Han gifter sig med luksusluderen Ginger og nyder det søde liv. Men i kulissen spøger problemerne. Ginger er stadig draget af en gammel elsker, mens Aces ven, gangsteren Nicky Santoro, sætter Vegas på den anden ende.

Tre mennesker mødes tilfældigt og under dramatiske omstændig-heder: Paul er matematikprofessor og dødeligt syg. Christina - en ung mor - sørger over et tab. Jack har siddet i fængsel i lang tid, men er netop blevet løsladt – uden at hans nyreligiøse frelse dog har formået at fjerne hans skyldfølelse over forbrydelsen. De tre skæbner bindes uløseligt sammen – i en blanding af kærlighed, forløsning og besættelse. 21 gram er den vægt, man taber, når man dør. 21 gram er vægten af livet.

På en bar møder den prostituerede Aileen Wuornos den troskyldige Selby. Sammen forsøger de to unge kvinder at begynde på en frisk, men efter et liv præget af ydmygelser, tæv og seksuelt misbrug kan Aileen ikke længere kontrollere sin vrede. Da en af hendes kunder slår hende halvt fordærvet, skyder Aileen ham i selvforsvar. Det bliver det første af en lang række mord på de sexkunder, der samler Aileen op langs landevejene.

Max, en dygtig matematiker, som tror, at alt kan forklares ved hjælp af tal, står over for sit livs største opdagelse: at kunne forudsige, hvad der vil ske på aktiemarkederne. Der udbryder kaos, da både et Wall Street-firma og en religiøs sekt får øjnene op for Max' færdigheder, samtidigt med at han plages af hallucinationer, migræne og paranoia.

Marnie er en forstyrret pige, der lever af at røve fra sine skiftende arbejdsgivere, men da hun ansættes hos Mark Rutland, kompliceres hendes tilværelse yderligere. Han forelsker sig nemlig i hende, og da han griber hende med fingrene i pengeskabet, tvinger han hende til at gifte sig med ham. Hans plan er at tvinge hende til at blive helbredt, og da han har studeret zoologi, mener han, at han er den rette til jobbet (!). Det er mildt sagt en tåbelig historie, og ligesom i Hitchcocks tidligere Spellbound er det fascinationen af den moderne psykoanalyse, der er det gennemgribende tema, men Marnie har slet ikke den samme naive charme, og det er svært at se gennem fingre med den letkøbte lommepsykologi.

Sailor er en temperamentsfuld fyr, der har tilbragt tid bag tremmer og Lula er datter af en rig, men mentalt ustabil mor fra sydstaterne. De er forelskede og træder sømmet i bund i en vild tur mod vest med politi, dusørjægere og kriminelle i hælene. Mens den halsbrækkende udflugt nærmer sig sin konklusion, deler Sailor og Lula deres lidenskab for hinanden, Elvis og "Troldmanden fra Oz"...

Den unge journalist Sondra bliver hevet op på scenen af tryllekunstneren Splendini. Under nummeret bliver hun meget overraskende kontaktet af afdøde Joe Strombel, der netop var ved at afsløre Tarotkortmorderen, inden han kom af dage. Strombel overtaler Sondra til at fortsætte efterforskningen, og Sondra overtaler den noget modvillige Spendini til at hjælpe. Men efterforskningen viser sig hurtigt ikke at være helt ufarlig.

I 'The Hole' opdager fire teenagers et forseglet hulrum under deres skole. Det viser sig at have været en tidligere bunker, og de fire venner begynder at udforske hulen. Gyseren 'The Hole' er instrueret af Nick Hamm og på rollelisten ser man bl.a. Keira Knightley og Thora Birch (American Beauty)

Det sorte 70’er-ikon Shaft er blevet genoplivet i det nye årtusinde. Dengang var Richard Roundtree sej som privatdetektiven, der spankulerede rundt og nedlagde kvinder og skurke på stribe. I dag er Samuel L. Jackson hans nevø, politimanden John Shaft, der i disse monogame tider kun nøjes med at få skurkene til at jamre sig. Men nøj, hvor er han altså cool alligevel, ham Jackson! En racistisk millionærsøn myrder en sort mand uden for en natklub og går fri, fordi det eneste vidne er forduftet. Både Shaft og sønnikes lynchmob starter jagten på vidnet, og ca. 57 andre mennesker mister livet, inden retfærdigheden kan ske fyldest. Filmen er totalt racistisk og amoralsk. F.eks. er ALLE hvide ENTEN dumme, morderiske eller korrupte, men som regel det hele på én gang. Desuden kan den kæmpehøje dødskvote næppe forsvares for at én mand kan blive dømt! Skide være med det! Shaft underholder og sparker (meget hvid) røv.

En flok mennesker er spærret inde i et labyrintisk system af kubeformede rum uden mulighed for at undslippe. Ingen af dem har erindring om, hvordan de er havnet der eller hvorfor. Det eneste de ved, er at kubens rum indeholder skjulte fælder, som dræber og lemlæster tilfældigt. Og selvom flokken forsøger at holde sammen, bliver deres antal langsomt, men sikkert reduceret. I Cube-universet er ingen trygge. Spørgsmålet er: Hvad laver de der? Hvem er det, der overvåger dem? Og hvad sker, hvis de finder frem til udgangen?