Antoine Doinel (spillet af Jean-Pierre Léaud) er François Truffauts alterego, hvis "eventyr" skildres på semi-dokumentarisk vis i fem af Truffauts berømte film. I den første og mest kendte, The 400 Blows fra 1959, er Antoine en blot 14-årig knægt, hvis forældre ikke viser særlig meget interesse for ham. Han pjækker fra skole for at gå i biffen eller lege med sine venner. Han opdager, at moderen har en elsker, hvilket ikke gør livet nemmere for den unge teenager.

'Before Sunset' er fortsættelse af filmen Before Sunrise (1995). 'Before Sunset' fortsætter ni år efter, at Jesse (Ethan Hawke) og Celine (Julie Delpy) mødte hinanden for første gang i et tog på vej til Wien. Jesse møder Celine igen, denne gang i en parisisk boghandel, og førstnævnte vælger at tilbringe de næste timer sammen med Celine, før han skal flyve tilbage til USA.

Den midaldrende smågangster Tony er netop hjemvendt til Paris efter fem år bag tremmer. Penge har Tony ingen af og kan derfor ikke modstå fristelsen da en nær ven tilbyder samarbejde med henblik på et trecifret millionkup. En fatal og mildest talt skæbnesvanger beslutning.

Første del af Kieslowskis film-trilogi, hvor hver film har sit udgangspunkt i de tre farver i tricoloren. En ung kvinde, Julie, mister ved et trafikuheld sin mand og sit barn. Hun vil derefter starte et helt nyt liv, uden gamle venner og uden musik. Hendes mand var komponist, og der verserede rygter om, at det var Julie, der komponerede hans værker. Efter et stykke tid opdager Julie, at hendes mand havde en elskerinde, og at denne er gravid med hans barn. Julie komponerer derefter mandens ufuldendte storværk færdigt og sørger økonomisk for elskerindens barns fremtid

Julien Tavernier har planlagt det perfekte mord og rydder sin chef af vejen for at bane vej til dennes smukke hustru. Men en undselig detalje sætter ham fast i en elevator, mens hans bil stjæles af en ung mand, som under hans navn begår dobbeltmord!

Den unge engelske digter Christian ankommer i 1899 til Paris og forelsker sig stormende i en af natklubben Moulin Rouge's kurtisaner, den smukke Satine. Hun efterstræbes også af natklubejeren Hertugen. Mod alle odds forsøger Satine og Christian at blive sammen, men en kraft, som ikke engang kærlighed kan overvinde, truer Satine.

I løbet af nogle dage udspilles på et gods en handling, der afspejler tiden, dvs. slutningen af 30'erne. En gruppe aristokrater leger med kærligheden og livet på randen af afgrunden, og dette spil har sin parallel i et tilsvarende, omend mindre elegant spil blandt tjenerskabet. Ikke blot herskabet kritiseres, tjenerskabet er ligeså snobbet og konventionelt.

Amerikaneren Matthew er en nærmest fanatisk filmfreak. Under 60'ernes studenteroprør i Paris møder han tvillingeparret Theo og Isabelle, der begge deler Matthews passion for det hvide lærred. Men tvillingerne er også mere end almindeligt glade for hinanden og snart drages Matthew ind i deres incestuøse spil.

Mens nazisterne marcherer gennem Europa, giver modstandsbevægelsen i Paris dem modstand. Vanvittig og desperat sender Hitler en af sine øverste generaler ud for at afgøre, om nazisterne kan bevare magten over byen. Hvis ikke, skal Paris brændes ned til grunden.

Da de allierede styrker nærmer sig Paris den 25. august 1944, beordrer Adolf Hitler byen lagt i ruiner. Men kort før daggry lykkes det for den svenske generalkonsul Raoul Nordling at trænge ind i nazisternes hovedkvarter. Her vil han forsøge at tale den tyske general Dietrich von Choltitz fra angrebet og skåne den franske hovedstad.