En klanherre er draget bort for en stund, hvilket giver et par af hans undersåtter anledning til at planlægge et kup. En gruppe unge samuraier fatter mistanke og er fast besluttet på at komme herrens familie og kammerherre – som er blevet kidnappet af de skurkagtige komplotmagere – til undsætning. En døsig Sanjuro viser sig nu på scenen og rådgiver de unge og voldsomt naive samuraier til at handle med hovedet og ikke lade følelserne løbe af med sig. Til at begynde med er de noget skeptiske over for den snuskede og taktløse lejesoldat, men efter at han har bevist sin snilde og kampevne i flere situationer, overgiver de unge helte sig efterhånden til Sanjuros ledelse.

I en lille by i USA er den største virksomhed, en bilfabrik, blevet lukket. For at undgå massearbejdsløshed i byen beder man konkurrenterne om at lægge en del af deres produktion ud til fabrikken. Det største problem bliver at finde ud af at arbejde sammen, for konkurrenterne er japanere og deres ideer om hvor meget en amerikansk arbejder bør præstere, og hvor meget han skal have for det, er noget anderledes end man er vant til.