Den fordrukne privatdetektiv Nick og hans society-kone Nora bliver indblandet i en mordsag, da Nicks kusines mand forsvinder. Manden har haft en affære med en sangerinde og rodet lidt med noget pengeafpresning. Sammen med hjælperen David forsøger Nick og Nora at løse mysteriet.

Efter år i fængsel forsøger en ung mand at lægge sin traumatiske og voldelige fortid bag sig og starte på en frisk. Han vælger navnet Jack og flytter til Manchester, hvor han lige så stille begynder at falde til og indleder et forhold til kollegaen Michelle. Men fortiden spøger i baggrunden, og Jack må kæmpe for at komme overens med sin egen historie, så han igen kan se fremad.

De to erfarne karriereofficerer, uden så meget gang i karrieren, Buddusky (Nicholson) og Mulhall (Otis Young), får til opgave at føre en ung sømand, Meadows (Randy Quaid), fra flådebasen i Virginia til et fængsel i New Hampshire, hvor han skal tilbringe otte år for en mindre forseelse. Buddusky og Mulhall begynder at synes helt godt om Meadows og beslutter sig for at give ham nogle uforglemmelige oplevelser på deres rejse mod nord. Deres udskejelser begynder i Washington, hvor de lige nøjagtig undgår et enormt barslagsmål, hvorefter de drikker deres hjerner ud på hotellet. I New York kommer de i klammeri med nogle soldater, og i Boston tager Buddusky Meadows med på et bordel, så han kan blive en rigtig mand. Til sidst skal Buddusky og Mulhall, meget mod deres vilje, aflevere Meadows, og da indser de, at de er ligeså meget fanger i deres verden, som Meadows er i sin.

Den angstplagede og uheldsramte mellemskolelev Greg Heffleys vilde spilopper fortsætter, denne gang med fokus på hans komplicerede forhold til sin storebror Rodrick. Denne gang står Greg over for sin største udfordring nogensinde: han skal overleve en weekend alene hjemme med Rodrick og overholde alle sin brors tiltagende regler.

Indbyggerne i den lille australske by Kiewarra er afhængige af regn, men har de sidste to år levet i tørke. En dag bukker Luke Hadler, en af de lokale bønder, tilsyneladende under for presset og skyder sin familie og sig selv. Omstændighederne omkring familien Hadlers død viser sig at være mere mystiske end som så. Da politibetjenten Aaron Falk vender tilbage til barndomsbyen for at deltage i begravelsen, drages han ind i efterforskningen. Og i en gammel sag fra fortiden.

Mahowny arbejder i en bank, hvor han en dag er så heldig at få adgang til en kundes millionkonto. Så ryger alle hæmninger. Under et besøg i Las Vegas glemmer han helt sin kønne forlovede. I Atlantic City fører kasinomanden Victor Foss’ forsøg på at friste Mahowny med en prostitueret blot til konstateringen af, at den eneste kvinde, der frister Mahowny er fru Fortuna. Over 10 millioner dollars får Mahowny spillet væk på ingen tid og før banken aner uråd. Det er det største bankbedrageri, det er lykkedes en enkelt person at udføre i Canada nogensinde. Den utrolige historie er nemlig sand.

Outside Providence finder sted i midten af 1970'erne og er en vældig sjov og charmerende fortælling om teenageren Dunph, der er vokset op i en beskidt bette by på Rhode Island med sine langhårede dopehead-venner Drugs, Mousy, Tommy the Wire, en trebenet hund og en lillebror i kørestol (han havde et uheld som barn. De spillede football, og han faldt ned fra taget). Da Dunph en aften fræser ind i en parkeret politibil i øh... mildt sagt... påvirket tilstand, beslutter hans far at sende ham på kostskole. Selv om Dunph ikke ligefrem er universitetsmateriale, lykkes det ham at score en af skolens dygtigste og kønneste tøser, samtidig med at den stygge Mr. Funderberk snart ser det som sin søde pligt at gøre livet så surt som muligt for den nye elev.