Ved at se Joshua Oppenheimers filmoptagelser af gerningsmændene bag det indonesiske folkedrab opdager en familie, hvordan deres søn blev dræbt - samt hvem, der dræbte ham. Familiens yngste søn er fast besluttet på at bryde den tavshed og overvinde den frygt, som hans familie - og de øvrige familier til ofrene - lever i. Så han beslutter sig for at konfrontere de mænd, der var ansvarlige for mordet på hans bror; en ellers utænkelig handling i et land, hvor gerningsmændene til folkedrabet fortsat sidder på magten.

I hvad der nok må betegnes som Garbos største præstation på film, får vi en vidunderlig sort/hvid fortælling om den temperamentsfulde og stærke men også romantisk ulykkelige svenske dronning fra 1600-tallet. De historiske kendsgerninger er ikke tilgodeset men det er det filmiske udtryk til gengæld og det er en oplevelse som holder sig usvækket igennem de mange år. Ved gensyn imponeres man af Garbos karismatiske udtryk der aldrig nåede samme intensitet igen, ikke engang i "Ninotchka", og man drages ind i den legende lethed hvormed Mamoulian fortæller den enkle historie, så den kommer til live på en ganske enestående måde. Det er en mindre klassiker.

Ge­ni­us skil­drer den san­de hi­sto­rie om sam­ar­bej­det mel­lem for­fat­te­ren Tho­mas Wol­fe og den le­gen­da­ri­ske for­læg­ger Max Per­kins, der op­da­ge­de for­fat­te­re som Er­ne­st He­m­ingway og F. Scott Fitz­ge­rald. Sam­men forta­ber de sig i ar­bej­det med Wol­fes gi­gan­ti­ske ro­ma­ner, mens de­res pri­vat­liv fal­der fra hin­an­den om ører­ne på dem midt i 1920'er­nes ja­zz'e­de New York.