Corey forlader fængslet med en plan til et dristigt juvelkup. Efter et opgør med sine tidligere kammerater møder han Vogel, der er på flugt fra politiet. Men kuppet kan kun udføres, hvis de to kan finde en skarpskytte, der vil medvirke. Imens benytter den utrættelige politimand Mattei alle kanaler og metoder for at opspore Vogel.
Programmøren Paul Hackett (Griffin Dunne) møder pigen Marcy (Rosanna Arquette) på en café, og det bliver begyndelsen til en af de værste aftener i hans liv. I pigens lejlighed møder han hendes modløse veninde Kiki (Linda Fiorentino), og de dårlige vibrationer gør, at han ikke ønsker at blive. Men den neurotiske storby New York slipper ikke så let sit tag i folk, og efter en række mærkelige og farlige sammenstød indser Paul, at han måske aldrig når hjem.
Frank er en professionel juveltyv, der vil trække sig tilbage og gifte sig med Jessie. For at få pensionsopsparingen på plads allierer Frank sig med forbryderbagmanden Leo. Inden længe står Frank imidlertid i gæld til Leo og har svært ved at slippe fri af sin gamle branche.
En ung forfatter, der bor i London, følger mennesker i håb om at bruge deres liv i sine romaner, men hobbyen bliver en besættelse, og han finder snart ud af, at han går længere, end han havde tænkt sig.
Charlie Croker er netop blevet løsladt fra fængslet, men har ikke i sinde at få sig et 9 til 5 job. Han har i stedet en fabelagtig plan om et storslået røveri. Med hjælp fra den kriminelle mastermind, Mr. Bridger, og en lille bande uregerlige tyveknægte lykkes det Charlie at snuppe $4.000.000 i guldbarrer lige for næsen af politiet i Torino. Men med både strømerne og den italienske mafia i hælene må Charlie snart indse, at selv om selve røveriet var barnemad, er det straks langt sværere at slippe væk med guldet i live!
I et koldt og nådesløst land fødtes for længe længe siden en lille dreng, der blev det rædselsslagne vidne til det brutale mord på sine forældre. Han blev selv taget til fange, oplevede en ubarmhjertig barndom som slave og - efterhånden som hans styrke voksede - blev gladiator til sine herrers fornøjelse. Som næsten voksen sendes han til det fjerne Østen for at videreudvikle og raffinere sine evner i krigskunst. Nu, som fuldvoksen kriger, bliver han hurtigt kendt og frygtet i en verden, der ellers ikke mangler skræmmende modstandere. Barbaren Conan bliver den største af dem alle, men han har aldrig glemt sine forældres skæbne. Drømmen om hævn har holdt ham i live i alle disse år. Men nu er tiden kommet, hvor regnskabet skal gøres op - og gælden betales i blod..! Oliver Stone står for filmens manuskript, hvilket langt hen ad vejen forklarer, hvorfor filmen stadig holder den dag i dag!
En uheldig indbrudstyv, der havde tænkt sig at lave årets sidste bræk juleaften bliver i stedet involveret i en temmelig utålelig families kaotiske julefest. Det er næsten værre end fængslet.
For to år siden lykkedes det lige akkurat den hurtigtsnakkende, smarte juveltyv Miles Logan at redde livet, da han under et stort diamantkup blev snydt af sine makkere. Dengang nåede han at gemme en diamant til 20 millioner dollars i en luftkanal i en ufærdig bygning. Efter at have siddet i fængsel er Miles nu tilbage for at skaffe diamanten. Bygningen er færdig - det er en politistation. Nu må Miles udgive sig for politimand for at få sit bytte...
Tony Fait leder en bande tyve. Han har karisma, er street smart og har i det hele taget tjek på tingene, men han har ét blødt punkt: Sin lille datter. Efter at have medvirket i et komplekst og farligt røveri af verdens dyreste diamanter bliver Fait jagtet af en agent fra Taiwan, Su, der har været nærmest hele jorden rundt for at få fat på de eftertragtede sten. Men Su er ikke kun ude efter diamanterne: Han er også ude efter den hensynsløse forbryder Ling – der også er hans tidligere partner og desuden har kidnappet Faits datter for at bytte hende med diamanterne, Fait mister dog diamanterne til en af underverdenens konger. Den eneste, der kender Lings forbryderiske tankegang, er Su. Så Fait slår sig sammen med ham for at få sin datter tilbage, og en nervepirrende jagt sætter ind.
Ondskaben truer endnu en gang med at indtage verden. Conan tager på en rejse for at finde en magisk krystal før en ond troldmand kan nå at bruge den. Han skal også redde Prinsesse Jehnna som en tjeneste for den forrædderiske Dronning Taramis, som har planer om at forråde Conan og herske over hele verden.
Byen Huntingburg trues af en oversvømmelse. Sheriffen evakuerer befolkningen samtidig med at en havareret pengetransport bliver overfaldet af en røverbande. Men transportens chauffør, Tom, stikker af med pengene, forfulgt af banden og politiet, der ikke er så retskafne som de burde være. Undervejs får Tom uventet hjælp af Karen, der prøver at holde vandmasserne ude fra den kirke, hun er ved at restaurere. Men langsomt strammes nettet om de to unge.
Arsène Lupin (Romain Duris) er mestertyv og gentleman. Han er oplært af sin far, som selv var tyv, men Arsène afviger på ét punkt. Han har lovet, at han aldrig vil slå nogen ihjel – uanset konsekvenserne. Som ung knægt stjæler Arsène en helt speciel halskæde, der har tilhørt selveste Marie Antoinette og år senere er han stadig på flugt fra Lovens lange arm. En flugt, som fører ham tilbage i nærheden af sit barndomshjem, hvor han beslutter at slå sig ned. Under falsk identitet lykkes det ham at få job som hertugens kampsportsinstruktør, og her får han nys om royalisternes planer om mord på Grevinden af Cagliostro (Kristin Scott Thomas). Lupin sætter alt ind på at redde hende, og det bliver et skæbnesvangert møde.