Vincent og Jules er håndlangere for gangsterbossen Marcellus Wallace. Deres job består hovedsageligt i at ordne folk, som har brudt deres aftaler med Wallace, og skrabe hans penge ind. Men på deres færden rundt i L.A. støder de på flere uforudsete begivenheder. De oplever Guds indgriben, et splattet lig i deres bil og at blive røvet af et tyvepar, vi kun kender under navnene Pumpkin og Honey Bunny. Ved siden af skal Vincent tage Wallace’ kone Mia ud på en tur i byen, hvilket viser sig ikke at være en helt simpel opgave. Senere støder de to lejemordere også på Butch Coolidge, en bokser, der, i en fixet boksekamp, kommer til at træde deres chef Wallace over tæerne. Dermed er Coolidge på spanden, men alt kan ske - og gør det! Som et puslespil fortælles to heftige dages begivenheder, og først til sidst falder alle brikkerne på plads og afslutter Pulp Fictions mange handlingstråde.

Filmen handler om kampen mellem narkokartellerne og politiets elitestyrke i Favelas – de berygtede slumområder i verdens farligste by, Rio de Janeiro, og beskriver 'Tropa de Elita', et ubestikkeligt elitekorps af politifolk, der ikke alene skal holde styr på de uendeligt mange narkopushere i Rio de Janeiros slum, men også skal holde øje med korrupte politifolk, og dem er der, ifølge filmen, betydeligt flere af, end der er renfærdige kolleger. Tropa de Elita er blevet en stor succes i hjemlandet, hvor det mildt sagt indignerede billede af politiet i Rio de Janeiro har skabt en stor politisk velvilje til at rydde op i korruptionen.

For Renton og hans arbejderklassevenner i Edinburgh er der to former for eksistens. Enten er de totalt stenede, eller også skal de prøve at blive totalt stenede. Ewan McGregor (Moulin Rouge) spiller narkomanen Renton, som skiftevis er på den og stoffri, og han er også filmens fortæller. Måske slipper han aldrig væk fra den rutschebane, han befinder sig i. Nogle vil mene, at han nok snarere vil blive båret væk. Men vi kan nyde denne vilde filmiske rutschebanetur og selv vælge at stige af.

Et job er gået galt og nu brænder jorden under lejemorderne Ray og Ken's fødder. Derfor sender deres chef Harry dem til den belgiske by Brügge, hvor de venter på deres næste opgave. Ken forelsker sig hurtigt i den lille middelalderby, mens Ray hader byens søvnige idyl. Da opkaldet fra Harry endelig kommer, har den kønne Chloë dog gjort Ray mere varm på opholdet. Men hvad har Harry på hjerte?

Frankie har netop været på heroinafvænning. Nu vender han hjem til sit gamle nabolag, fast besluttet på at lægge sit liv som illegal poker-kortgiver bag sig og starte en karriere som musiker. Men det er lettere sagt end gjort, og snart genoptager Frankie sine gamle uvaner.