En meget velhavende forretningsmand, Gondo, spillet af Toshiro Mifune, bliver en dag kontaktet af en gruppe kidnappere, som kræver løsesum for Gondos søn. Summen er af en sådan størrelse, at den vil ruinere Gondo. Men så opdager han, at forbryderne ved en fejltagelse har kidnappet hans chaufførs søn. Dette stiller Gondo i et svært dilemma. Skal han betale for en anden mands barn, når han nu selv har sit på det tørre?

Tidligere politibetjent Joong-ho er blevet fyret og ernærer sig nu på den anden side af loven som alfons. Problemerne hober sig op for ham, efter at nogle af hans piger er stukket af uden at betale deres gæld. Under sin søgen efter dem lægger han mærke til, at alle besøgte den samme kunde, inden de forsvandt. Joong-ho aner uråd og begynder at snuse rundt. Dette bliver optakten til en intensiv, blodig og skræmmende jagt. The Chaser er en knivskarp thriller, som har fået ros af både kritikere og publikum. Filmen er baseret på virkelige hændelser. Mellem 2003 og 2004 blev enogtyve personer myrdet af den ukendte Yoo Young-Chul, ofrene var først og fremmest prostituerede og massagepiger.

Et politikorps i Hong Kong er blevet udstillet i medierne efter et fejlslagent forsøg på at stoppe et bankrøveri. Da politiet opdager, at røverne gemmer sig i en beboelsesejendom, ser de chancen for at rette op på deres renomme. Stedet belejres af hundredvis af politifolk, der er bevæbnede med både pistoler og kameraer. Alting går efter planen, indtil også røverne begynder at forsyne medierne med deres udgave af begivenhederne.

Newyorkeren Paul Kersey's kone bliver myrdet og hans datter voldtaget af en gruppe overfaldsmænd. Chokeret beslutter Paul sig for at tage loven i egen hånd. På sin vej igennem byens kriminalitetsbelastede gader skyder han enhver, der angriber ham. Kriminalitetsraten falder drastisk som følge af Paul's selvtægtsgerninger, og snart er han nærmest en folkehelt.

Hongkong-betjenten Chans seneste mission er at bringe en narkobaron i knæ ved at infiltrere hans smuglersyndikat. Det er lidt af en opgave, så Chan slår sig sammen med Jessica, en lige så smuk som frygtløs Interpol-kollega fra det kommunistiske fastland. Men da Chans ekskæreste kommer til at afsløre deres dække i Malaysia, bryder helvede løs!

De to småforbrydere Spoon og Stretch bliver enige om øjeblikkeligt at gå på narkoafvænning, da en veninde ligger døden nær efter en overdosis. Det viser sig at være nemmere sagt end gjort. Hele tiden løber de panden mod en mur i jagten på en kold tyrker, og samtidig bliver de jaget af politiet og to narkogangstere, der prøver at dræbe dem. Hvis Spoon og Stretch skal overleve, må de tage utraditionelle metoder i brug.

I ugerne inden Los Angeles står i brand efter overfaldet på Rodney King i 1992, fortæller Kings historien om Millie Dunbar og hendes store plejefamilie. Millie prøver at holde sammen på familien i takt med at raceurolighederne stiger. Men det er umuligt at holde hadet ude.

Jjaks (Keanu Reeves) har altid haft et problematisk forhold til sin storebror Sam (Vincent D'Onofrio) og møder kun modvilligt op til hans bryllup med den kønne Freddie (Cameron Diaz). Hun er af en lokal gangster blevet tvunget ud i giftermålet, og da hun og Jjaks mødes, er der straks ægte kærlighed i luften. Freddie stikker derfor af med sin nye svoger, og et bittersødt trekantsdrama mellem brødrene og den kvinde, de begge elsker, har taget sin begyndelse. Snart løber tingene uundgåeligt løbsk for de elskende.