Jean-Baptiste Grenouille har en lugtesans så exceptionelt veludviklet, at den efterhånden overtager styringen af hans liv. Han kommer i lære i et parfumeri og skaber den ene utrolige parfume efter den anden. Men det er ikke nok for Grenouille, der sætter sig for at fange den ultimative duft - duften af kærlighed. Desværre kræver jagten på duften sine ofre i form af unge uskyldige kvinder.

Rainer Werner Fassbinders film om tre kvinders samliv og forhold er efter sigende modelleret efter den klassiske Hollywood produktion The Women, som imidlertid i sammenligning forekommer temmelig konventionel. Fassbinder fortæller sin historie næsten udelukkende fra soveværelset hos den succesrige designer Petra (Margit Carstensen), hvor hun hundser med sin sekretær (Irm Hermann), og tiltrækkes af den unge Karin (Hanna Schygulla).

Baseret på Robert Crumbs berømte tegneseriefigur er dette en så politisk ukorrekt film som det overhovedet kan tænkes og vi er tilbage i 72! At referere noget sammenhængende fra den er meningsløst, for det er et frontalt angreb på alle autoriteter og normalmoral og det er gjort med stor humor og megen energi. Mange sjove optrin og særligt Fritz der ordner den sorte ko er godt lavet. En provokerende men intelligent lavet satire over sen 60´ernes amerikanske liv og kultur samt forholdet mellem sorte og hvide, autoriteter vs. autonomi osv. osv. Se den!

Peter Loew har stor succes som redaktør på et forlag, indtil han en dag bliver bidt af en vampyr. På trods af hans terapeuts forsikringer om, at det bare er noget han forestiller sig, så begynder Peter at opføre sig stadig mere mærkeligt. Specielt går det ud over hans yndige sekretær, som den vordende vampyr hurtigt udser sig som sit første offer.

Dr. Emma Lloyd er en såkaldt kærlighedsekspert. Hver dag sluger New Yorks radiolyttere hendes kyndige vejledning og følger hendes råd – om alt fra bryllupskager til smertefulde hævnmetoder! Men da hun en dag giver det forkerte svar til den forkerte kvinde, får kærlighedseksperten en alvorligt vred og alvorligt lækker brandmand på nakken. Og så viser kærligheden sig fra sin mest usandsynlige og uforudsigelige side!

På en enkelt nat forandres Sylvia Stickles liv da hun får hjernerystelse efter en bilulykke. Sylvias tidligere liv som gnaven butiksejer, der våger over sin exhibitionistiske go-go-dansende datter Caprice, er pist væk. Da den sexede Ray-Ray Perkins kommer til undsætning med sin redningsbil viser det sig, at han ikke er en almindelig bilmekaniker. Han er en "sex-healer" som ved, hvordan han skal få hendes gemte lyster til at komme op til overfladen...

Grev Dracula lokker vampyrjagerne Father Uffizi og Luke tilbage til Østeuropa - til et samfund plaget af voldsom borgerkrig. Her opdager de, at Dracula har allieret sig med en magtfuld og brutal krigsherre. Han leverer ofre til Draculas borg, hvor en hær af blodtørstige vampyrer står klar til at sætte tænderne i byttet! Situationen går fra ondt til værre, da Father Uffizi bliver inficeret med den nådesløse vampyrvirus. Nu må han tage kampen op mod både vampyrer og mod fristelsen af at tage del i blodbadet!