Sensationalisme? En syg joke? En kommentar til mængden af vold i nutidens film - og i samfundet? Filmen er optaget i dokumentarisk stil, selv om her er tale om ren fiktion. Filmens tre instruktører - Rémy, André og Benoit - spiller selv hovedrollerne som hhv. reporter, kameramand og Ben - en vittig, sofistikeret og intelligent seriemorder.

Småkriminelle fusker Buddy "Aces" Israel forsøger at slippe ud af fedtefadet ved at vidne mod mafiachefen Primo Sparazza. Det synes Primo er en rigtig dårlig ide, så han udlover en dusør af de store på Aces hoved. Det får alskens luskede lejemordere og forhærdede forbrydere til at lede efter ham. Eneste værn mellem Ace og den visse død er nu to FBI agenter og hans eget held og husterstil.

Charlie er en af New Yorks nålestribede kontormænd, der en fredag middag er nede på dineren på hjørnet for at få sin frokost. Ved et tilfælde støder han ind i den frimodige Lulu, der lover ham et lift tilbage på arbejdet. Men i stedet lokker hun ham med til nabostaten New Jersey, hvor hun på et motelværelse lænker ham til sengen, for derefter at forføre ham. Charlie opfører sig i starten som en hund i et spil kegler, men han falder dog hurtigt for Lulu og hendes erotiske udstråling. Charlie beslutter sig for at tilbringe resten af weekenden sammen med Lulu, og det bringer de to til Pennsylvania, hvor Lulu skal deltage i en gensynsfest på hendes gamle high school. Men her indhenter virkeligheden parret, da Lulus gamle kæreste Ray også dukker op og kræver hende tilbage. Nu må Charlie til at kæmpe for sin nyvundne kærlighed.

Velkommen til en verden, der styres af idioter. Enhver sammenligning med virkeligheden står for instruktørens regning... Den gennemsnitligt begavede soldat Joe Bowers er ikke ligefrem den skarpeste kniv i skuffen. Så han udvælges til et eksperiment, hvor hæren i løbet af et par måneder vil teste, om man kan lægge de bedste soldater i dvale, til man får brug for dem engang i fremtiden. Uheldigvis glemmer man alt om eksperimentet, og kun et fremtidigt affaldsproblem resulterer i, at Joe endelig vågner – let morgensur – i år 2550. I mellemtiden har fordummende TV og endnu dummere statsledere degenereret befolkningen i en sådan grad, at Joe nu anses for toppen af intelligensen. Så han gøres til indenrigsminister med ansvar for at få det hele til at køre...

Berlin-muren står for fald, og alle forbereder sig på en ny verdensorden. Men på Theodore Roosevelt Army Base udenfor Stuttgart oplever soldaten Ray Elwood, hvordan hans egen kolde krig er ved at blive hvidglødende. Elwood er en charmerende småsvindler; en værnepligtig, for hvem der er lykkes at omdanne sin militærtid til en blomstrende sortbørsforretning og da den nye oversergent, Lee, ankommer og har det erklærede mål at rydde op på basen, er Elwood overbevist om, at han sagtens kan klare den nytilkomne overordnede.

Ben og Flo kan ikke få børn, så de går til den lumske adoptionsagent Igor, der præsenterer dem for den søde, syvårige Junior. Det viser sig dog snart, at Junior er en i sjælden grad destruktiv og ondsindet dreng, og han har en noget speciel penneven, nemlig seriemorderen Martin. Mens Ben går med planer om at komme af med Junior, slipper Martin ud af fængslet og beslutter sig for at kidnappe Junior og Flo.

Den nysgerrige fotograf Leon, der i New Yorks metrosystem kommer på sporet af den sadistiske morder Mahogany, som bruger byens undergrund som sine jagtmarker. Efter at have forsøgt at forklare sig til politiet går det op for Leon, at den eneste måde at stoppe Mahogany på er ved selv at gå efter ham. I jagten på slagteren går det langsomt op for Leon, hvem ofrene er - og endnu værre: For hvem de må lade livet.

Randolph Smiley havde alt. Som værten på børneprogrammet, Rainbow Randolph, havde han en luksuslejlighed på Manhattan, berømmelse, biler, både og han modtog bestikkelse fra forældre, der gerne ville have deres børn i fjernsynet. Og samtidig vil Rainbow Randolph, der hader Smoochy, gøre alt for at komme tilbage på skærmen igen.