Året er 1983, og 17-årige Elio bruger sommerferien i familiens norditalienske villa på at læse og flirte med veninden Marzia. Da den 24-årige amerikanske praktikant Oliver ankommer for at hjælpe Elio's far, en anerkendt professor, spirer ukendte og stærke følelser frem mellem den uskyldige Elio og den charmerende Oliver. Med Oscar-belønnet manuskript af James Ivory.

Fem gymnasieelever bliver tvunget til at sidde efter sammen en hel, lang lørdag. De er vidt forskellige af type og baggrund, og de bryder sig ikke synderligt om hinanden. Deres ophold i skolens bibliotek kommer ikke til at gå stille af, men bagefter er de ikke blot klogere på hinanden, men også på sig selv.

I Pleasantville har det aldrig regnet. Der har aldrig været et passioneret kys. Der har aldrig været et punkteret bildæk, en rød rose eller et maleri. Pleasantville er en by i en TV-serie af samme navn – en klassisk sort/hvid serie fra 50’erne, hvor indbyggerne lever en snorlige, renskuret tilværelse i deres hyggelige parcelhuse. Det er elskelige og omgængelige mennesker, som aldrig bander, drikker, ryger eller dyrker sex. David og Jennifer er et teenagetvillingepar i vore dages USA. David er inkarneret Pleasantville fan. En aften er de to unge alene hjemme, og under et skænderi om hvad de skal se i TV, smadrer de fjernbetjeningen. En aldrende TV-reparatør forærer dem en ny, og pludselig befinder de sig i Pleasantvilles sort/hvide univers.

Cady Heron skal starte i high school. Det er måske meget normalt, men Cady har aldrig gået i skole før. Hun er vokset op i den afrikanske bush, sammen med sine forældre som er zoologer og familien er netop vendt hjem til USA. Cady tror hun ved alt om jungleloven og "den stærkeste overlever". Men virkeligheden i high school får Afrikas jungle til at ligne det rene badeland. I skolen står den daglige rutine på psykologisk krigsførsel, uskrevne sociale regler, løgn og dobbeltspil. Cady gør hvad hun kan for at falde til. Ved et tilfælde bliver hun en del af skolens ledende pigeklike som styrer skolen med hård hånd. Cady er populær og øverst i skolens fødekæde, men kan pludselig ikke kende sig selv mere. Det er på tide hun finder livets sande værdier.

Historien om de fem overbeskyttede Lisbon-søstre, der bor i en ærke-amerikansk 70’er-forstad. Kvarterets drenge er dybt betagede af pigerne, men må hjælpeløst se på, mens pigerne bliver mere og mere isolerede, altimens deres fascination af dem bare vokser. I sidste ende må søstrene tage drastiske skridt for at slippe væk fra forældrenes kvælende greb.

Skipper Christopher Sheldon styrer skoleskibet "Albatros" med hård, men retfærdig hånd, og han får sin sag for, da han står til søs på en otte måneder lang sørejse sammen med 13 drenge, der skal lære at sejle og undervejs gå fra at være drenge til at blive mænd. Turen udvikler sig til en fantastisk oplevelse, hvor drengenes grænser bliver prøvet af - ikke mindst da skibet bliver ramt af en frygtelig storm, der på få minutter spreder død og ødelæggelse og dermed sætter de overlevendes mod, fjendskab og sammenhold på den ultimative prøve.