Det episke og ærefrygtindgydende storværk Andrei Rublev med den danske titel Den yderste dom er Andrei Tarkovskijs anden spillefilm. Den tre timer lange film var klar til premiere i 1966, men grundet problemer med den russiske censur fik den først officiel premiere i 1969 i begrænset distribution. Værkets samlende karakter er den russiske ikonmaler Andrei Rublev. Filmen kredser om Rublevs såvel fysiske som mentale rejse gennem middelalderens Rusland. Den gennemgribende tematik i filmen er mennesket i relation til og som konsekvens af dets omverden - en tematik, der genfindes i flere af Tarkovskijs senere film.
På Jesu tid bliver den jødiske prins Ben-Hur udsat for falske anklager og sendt til galejerne, mens hans mor og søster kommer i fængsel. Under et søslag redder Ben-Hur kaptajnens liv og adopteres af ham som en søn. Årene går, og Ben-Hur bliver en dreven deltager i hestevæddeløb. Men trods sit nye liv har han ikke opgivet at finde sin familie og få hævn over arkitekterne bag anklagerne.
Journalisterne Woodward og Bernstein fra Washington Post fornemmer, at et mindre indbrud i demokraternes hovedkvarter i Watergate kan spores tilbage til det republikanske parti. Men rækker sagen helt ind til politikerne i Det Hvide Hus? Journalisternes detektivarbejde blotlagde USA's største politiske skandale, og filmen vandt fire Oscars.
Panserkrydseren Potemkin skildrer mytteriet i Sortehavsflåden i 1905 og den efterfølgende folkelige opstand mod zarstyret. Filmen var oprindeligt et bestillingsarbejde - et stykke sovjetisk propaganda, der skulle markere revolutionens spæde begyndelse og endelige sejr tyve år senere. Da matroserne på panserkrydseren Potemkin får leveret råddent, maddikebefængt kød til deres suppe, begynder oprøret mod de tyranniske officerer, og det lykkes matroserne at få kontrol over skibet. Matrosen Vakulinchuk, som har stået i spidsen for mytteriet, bliver skudt af en officer under oprøret, og skibets besætning tager hans lig med ind til havnebyen Odessa, hvor han bliver lagt lit de parade. Rygterne om mytteriet spredes hurtigt. Folk strømmer til for at vise sympati med oprørerne og samles på Odessatrappen.
Drabet på præsident Kennedy står stadig som en af det 20. århundredes mest chokerende begivenheder, og den fulde sammenhæng står endnu ikke klart. Kevin Costner spiller juristen Jim Garrison, som begynder at udforske drabet og udvikler en teori om en sammensværgelse, der peger på højrekræfter i det amerikanske samfund som bagmænd for ugerningen.
"Milk" er den virkelige historie om bøsserettighedsforkæmperen, politikeren, ikonet, helten og fænomenet Harvey Milk. Hans liv ændrede historien, og hans mod ændrede mange menneskers liv. Harvey Milk var den første erklærede homoseksuelle politiker, der blev valgt til et offentligt embede i USA. Stedet var San Francisco og året var 1977 - Harvey Milk stod på randen af en ny tid og havde selv skabt et politisk gennembrud for homoseksuelles rettigheder og menneskerettigheder generelt. Kort tid efter valget blev Milk dræbt, skudt ned af en rival til embedet.
Frankrig stander i våde efter at have ligget i krig mod England i næsten hundrede år. I 1429 hævder den unge, ulærde bondepige Jeanne, at hun er kaldet af Gud til at frelse Frankrig. Efter bemærkelsesværdige militære sejre og befrielsen af byerne Orléans og Reims tyder meget på, at hun har ret, men har den nykronede konge brug for en patriotisk helgeninde?
Han havde en drøm og var villig til at gøre alt for at føre den ud i livet. Han kæmpede mod tvivlere og kirken, mod misundelse og grådighed, mod storme og uendelige have. Han havde modet til at sejle ud i det ukendte. Han risikerede alt. Og det lykkedes ham at gøre en af verdenshistoriens største opdagelser. Han blev hyldet med guld og ære, men blev snydt og bedraget af sine velgørere, som drømte om fantastisk rigdom og magt...