I 15 år har Bruno og Malik drevet et hjem for børn og unge med svær autisme. Med et enormt engagement og ukueligt gå-på-mod forsøger makkerparret at skabe gode rammer for en gruppe mennesker, som resten af samfundet ikke kan håndtere. Hverdagen rummer talrige udfordringer, og der bliver ikke færre, da myndighederne begynder at true med at lukke hjemmet.

Fire gymnasielærere og venner beslutter sig for at teste en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt. Teorien lyder, at alkohol i blodet åbner sindet for omverdenen og får kreativiteten til at stige. Resultatet er opsigtsvækkende. Både undervisningen og resultaterne løfter sig, og vennerne begynder for alvor at mærke livet igen. I takt med at genstandene ryger indenbords, skrider eksperimentet fremad for nogle og af sporet for andre. Det bliver tydeligt, at alkohol kan skabe store resultater, men også at den slags vovemod kan have konsekvenser.

Mr. Chance har levet en beskyttet tilværelse som gartner i en stor have, uden kontakt med omverdenen. Men da hans arbejdsgiver dør, tvinges han ud af sit hjem og ud i virkeligheden. Her bliver han en overraskende succes. Alt, hvad mr. Chance siger, er så naivt og enkelt, at verden omkring ham tror, at hans udtalelser rummer den dybeste visdom. Snart gør han - helt ufortjent - en forbløffende karriere.

Carter er mekaniker, og Edward er finansmand, og de har ikke ret meget mere til fælles end den hospitalsstue, de deler. De to aldrende mænd har begge kræft, og hurtigt finder de ud af, at de begge har masser af steder og ting, de gerne vil opleve, før de dør. Så de laver en liste over det, de vil nå, og forlader hospitalet for at få realiseret deres drømme.

Ingrid myrder sin kæreste, arresteres og idømmes livsvarigt fængsel. Vidne til den nedtur er den 15-årige datter Astrid, som hentes af socialforsorgen, der anbringer hende i den ene plejefamilie efter den anden. Den ene plejemor er tidligere stripper, som nu prædiker Guds ord, der ikke falder i god jord hos Ingrid, når Astrid kommer på besøg i fængslet. Hver plejefamilie giver Astrid en prøve på en ny og anderledes livsform, og gradvis bliver hun i stand til at tage hånd om sit liv.

Thomas, Helle, Emma og Caroline er en helt almindelig familie. Men da familiefaren Thomas fortæller dem, at han er transkønnet, vender det op og ned på alting. Familien kæmper for at holde fast i alt det, de havde sammen, mens de samtidigt må acceptere, at alting nu bliver anderledes. For kan Thomas, der nu hedder Agnete, stadig være en lige så stor del af familien? Og kan man overhovedet være far, når man er en kvinde?

I en søvnig Florida-forstad ligger et alderdomshjem, hvor de farverige beboere døjer med helbredet, mens de forsøger at få tiden til at gå i deres monotone tilværelse. Alt det forandres med et slag, da nogle af de gamle drenge sniger sig ind på naboejendommen. Den er godt nok lejet ud til nogle fremmede, men der er ingen i syne og den store pool frister til et forfriskende bad... Meget forfriskende endda, for på bunden af poolen befinder sig et antal store, fremmet udseende kokoner, der ikke er af denne verden. Virkningen på de aldrende herrer lige er umiddelbar, som utrolig. De er med ét svømmetag som 30 år yngre igen og deres mildest talt forandrede udseende og holdning undgår selvfølgelig ikke de andre beboeres opmærksomhed. Men der er også ved at ske noget fantastisk, som ingen nogensinde havde regnet med...

Sygeplejersken Maggie O'Connors rutinemæssige liv får en uventet drejning, da hendes søster Jenna pludselig dukker op med en nyfødt, autistisk baby ved navn Cody, som hun beder Maggie om at tage sig af. Hurtigt bliver Cody den datter, som Maggie altid har ønsket sig. Men seks år senere bortfører Jenna pludselig barnet sammen med sin mystiske mand. Snart viser det sig, at Cody har nogle helt særlige evner. Og at hun er født samme dag som en række andre forsvundne børn...