Byens Lys begynder med en spiddende kritik af pomp, pragt og formalitet, og slutter med en af filmhistoriens mest berømte scener. Filmen bevæger både hjerte og lattermuskler så meget, at den i 1998 indtog en plads på Det Amerikanske Filminstituts Top-100 over de bedste amerikanske film nogensinde. Talefilmene havde fået godt fodfæste, da Charles Chaplin gik imod strømmen med denne filmklassiker, der kun indeholder musik og lydeffekter, og ingen tale. Historien om Vagabondens forsøg på at skaffe penge til en operation, der vil give en blind blomsterpige synet tilbage, giver stjernen den ideelle ramme at fremkalde både sympati og latter i. Vagabonden spiller både gadefejer, bokser, rig skabekrukke og redningsmand for en selvmorderisk millionær, og hans budskab er usagt, men forstået af alle: Kærlighed gør blind.

Vagabonden Chaplin er på jagt efter rigdom i Yukon i denne udødelige klassiker. Oplev hvordan vagabonden forvandler elendigheden til en lykkelig stund, da han nyder sit Thanksgiving-måltid bestående af en kogt sko, forvilder sig ind i et hus, der hænger på kanten af en skrænt, indstuderer en snurrig dans og kaster sig ud i alle tænkelige farer med mod og mandshjerte. The Gold Rush er et filmisk vidunder.

Johnny elsker to ting: sit lokomotiv, kaldet "The General", og kæresten Annabelle. Ved den amerikanske borgerkrigs udbrud melder Johnny sig under sydstaternes faner, men kasseres som soldat, fordi militæret hellere vil bruge ham som tekniker. Annabelle tror, det er fordi, han er en kujon, men da nordstatsspioner stjæler hans tog, hvor Annabelle er om bord, får Johnny mulighed for at vise sin duelighed og kæmper en heroisk kamp for at redde sine to elskede.

Filmen handler om den dæmoniske teltholder Dr. Caligari, der fremviser søvngængeren Cesare på markedspladser, og om, hvordan det afsløres, at han får Cesare til at myrde for sig. Dr. Caligari blev det igangsættende hovedværk i den tyske filmekspressionisme med sit tyran-tema og sine malede kulisser, grotesk forvrængede scenerier og stærkt stiliserede spil.

Panserkrydseren Potemkin skildrer mytteriet i Sortehavsflåden i 1905 og den efterfølgende folkelige opstand mod zarstyret. Filmen var oprindeligt et bestillingsarbejde - et stykke sovjetisk propaganda, der skulle markere revolutionens spæde begyndelse og endelige sejr tyve år senere. Da matroserne på panserkrydseren Potemkin får leveret råddent, maddikebefængt kød til deres suppe, begynder oprøret mod de tyranniske officerer, og det lykkes matroserne at få kontrol over skibet. Matrosen Vakulinchuk, som har stået i spidsen for mytteriet, bliver skudt af en officer under oprøret, og skibets besætning tager hans lig med ind til havnebyen Odessa, hvor han bliver lagt lit de parade. Rygterne om mytteriet spredes hurtigt. Folk strømmer til for at vise sympati med oprørerne og samles på Odessatrappen.

Charles Dickens' udødelige klassiker om den unge, forældreløse Oliver Twist i 1800-tallets London vækkes til live af Oscarvinderen Roman Polanski. Oliver Twist flygter til London efter en frygtelig barndom på et fattighus ude på landet. Her bliver han snart medlem af en flok gadedrenge. Men da Oliver bliver anklaget for en forbrydelse, han ikke har begået, og flygter fra fængslet, kommer der gang i tingene.