Brian Roberts (Michael York) er engelsk sprogstudent. Han ankommer i begyndelsen af 30'erne til Berlin og indlogerer sig på et pensionat, hvor han får Sally Bowles (Liza Minnelli) som nabo. Sally er sangerinde i "The Kit Kat Klub" – et springbræt til den filmkarriere, hun drømmer om. Stemningen er på én gang hektisk og uvirkelig. I Kit Kat Klub er der fuld tryk på det ubekymrede natteliv. Udenfor kaster det dystre hagekors sine truende skygger ud over hele byen. Sortklædte bøller drager hærgende gennem Berlin. Alle, der ikke bøjer sig for nazisternes magt, er i fare.Men Brian har alt for travlt med at nyde livet sammen med Sally til at bemærke faresignalerne. Og i kabaréten er der ingen problemer, dem lægger man fra sig i garderoben!

Claude Bukowski (John Savage) fra Oklahoma ankommer til New York for at lade sig hverve til hæren, men møder i Central Park en gruppe langhårede hippier. De dyrker 'peace, love and understanding' og holder fest i parken. Det synes Claude er mere spændende end militæret, så han bliver hængende og forelsker sig i den smukke Sheila (Beverly D'Angelo). Han bliver venner med hippiernes pacifistiske leder Berger (Treat Williams), der opfordrer ham til at erklære sin kærlighed til Sheila. Det gør han - og det hvirvler ham ud i et gigantisk eventyr. En film af den dobbelte Oscarvinder Milos Forman (Gøgereden, Amadeus, Ragtime).

Det er ikke så let at være den mest populære og tjekkede pige på Beverly Hills High. Især ikke når man er misundt af intrigante babes, ihærdige taberagtige fyre og lærere der gakker fuldstændig ud når opgaverne bliver afleveret for sent! Alligevel lykkes det for 15-årige Cher at holde styr på tingene - hun finder endog tid til uselviske projekter, såsom at finde en partner til sin retoriklærer og forvandle en totalt håbløs og utjekket ven til en absolut babe. Men Chers perfekte verden begynder at gå i krise da hun møder to ultralækre fyre: den nye tjekkede fyr i klassen og Chers kedelige, men nuttede eks-papbror. Cher må lære, at når det drejer sig om kærlighed, så er hun altså absolut Clueless. Alicia Silverstone er absolut perfekt i rollen som Cher i denne hippe, forfriskende og kanonsjove komedie der vrimler med nye smarte udtryksmåder.

På grund af sit navn får pigen Alex tildelt plads på et kollegieværelse, hvor der allerede bor to drenge. Den ene, Stuart, er ukultiveret og sexfikseret, mens Eddy er mere intellektuel og forvirret med hensyn til sine seksuelle præferencer. Efterhånden går det op for ham, at han tiltrækkes mest af Stuart, som har travlt med at bage på Alex, der går hen og forelsker sig i Eddy.