Bankmanden Andy Dufresne idømmes livsvarigt fængsel for en forbrydelse, han ikke har begået. Han sendes til Shawshank-fængsel, hvor han nu må forsøge at opbygge en tålelig tilværelse blandt nogle af USA's værste forbrydere. De første år synes som et mareridt, men lidt efter lidt får Dufresne opbygget både status og vennekreds. Men selv som garvet indsat lægger Dufresne stadig planer om, hvordan han kan flygte og hævne sig på dem, der har gjort ham ondt.
Vincent og Jules er håndlangere for gangsterbossen Marcellus Wallace. Deres job består hovedsageligt i at ordne folk, som har brudt deres aftaler med Wallace, og skrabe hans penge ind. Men på deres færden rundt i L.A. støder de på flere uforudsete begivenheder. De oplever Guds indgriben, et splattet lig i deres bil og at blive røvet af et tyvepar, vi kun kender under navnene Pumpkin og Honey Bunny. Ved siden af skal Vincent tage Wallace’ kone Mia ud på en tur i byen, hvilket viser sig ikke at være en helt simpel opgave. Senere støder de to lejemordere også på Butch Coolidge, en bokser, der, i en fixet boksekamp, kommer til at træde deres chef Wallace over tæerne. Dermed er Coolidge på spanden, men alt kan ske - og gør det! Som et puslespil fortælles to heftige dages begivenheder, og først til sidst falder alle brikkerne på plads og afslutter Pulp Fictions mange handlingstråde.
Rumskibet Nostromo fungerer som slæbebåd i rummet og er netop nu ved at fragte et kæmpe raffinaderi. De modtager et nødsignal der kunne tyde på intelligent liv, og da de undersøger sagen finder de en mængde pupper. Op af en af pupperne springer en fremmed livsform. Og da det senere bliver klart at den har lagt æg inde i kroppen på et af besætningsmedlemmer kan alle tiders mareridt begynde.
Arthur Fleck kæmper for at finde sin plads i mængden. I den fjendtlige by Gotham, der emmer af splittelse, går han rundt i de mørke gader iført to forskellige masker. Den maske, han dagligt maler på i sit job som klovn, og den anden han aldrig kan tage af. Den er hans forklædning - hans meningsløse forsøg på at passe ind i samfundet i stedet for at være den mand, der gang på gang skuffes af livet. Arthur er faderløs, og hans skrøbelige mor er hans bedste ven. Hun gav ham kælenavnet Happy. Et navn, der fremmaner hans smil og skjuler smerten indeni. Men da han bliver mobbet af teenagere på gaden, hånet af forretningsmænd i metroen og drillet af hans klovnekollegaer, bringes den udstødte mand kun endnu mere ude af synk med alle omkring ham.
Da den otteårige dreng Cole begynder at sige, at han kan se døde mennesker, sender hans forældre ham til behandling hos den kendte børnepsykolog dr. Malcom Crowe. Coles symptomer minder om en tidligere patient Crowe havde, hvis liv endte tragisk, og for at råde bod på det, vil han gøre alt for at hjælpe sin nye patient. Som Crowe lærer Cole at kende, får han en frygtelig tanke. Hvad nu hvis Cole har ret - og han faktisk kan se de dødes ånder?
Wembley Stadion, 1985. Queen-forsangeren Freddie Mercury træder ud på scenen foran tusindvis af fans til Live Aid. Bandet er på sit højeste. Det har været en kometagtig rejse, fra han møder et band, der mangler en forsanger til den ikoniske koncert: Op- og nedture, stoffer, sex, alkohol, aids. Musikken er revolutionerende og Freddie bryder alle konventioner.
Carl Frederiksen er en 78-årig, pensioneret ballonsælger,der bestemmer sig for at opfylde sin drøm om et storslået eventyr. Ved hjælp af tusindvis af balloner bundet fast på sit hus flyver han af sted på sit livs rejse til Sydamerika. For sent opdager Carl at hans værste mareridt, en overenergisk 8-årig spejder ved navn Robert, ved et tilfælde er havnet på Carls veranda. Verdens mest umage par støder på ufremkommeligt terræn, uventede skurke og jungleskabninger, men møder også nye venner, for eksempel Doggi, en talende hund og Kenneth, den sjældne fugl der ikke kan flyve. Fanget i junglen sammen med Robert, opdager Carl at de største eventyr i livet ikke altid er som man forventer.
Peter Parker er afsløret og er ikke længere i stand til at adskille sit normale liv fra hans superhelte liv. Da han beder om hjælp fra Doctor Strange, bliver indsatsen endnu mere farlig, hvilket tvinger ham til at opdage, hvad det virkelig vil sige at være Spider-Man.
I april 1912 stævner den enorme luksusliner Titanic ud på sin skæbnesvangre jomfrurejse. Ombord forelsker den 17-årige overklassepige Rose sig i den fattige, fandenivoldske Jack, der har vundet sin billet i et spil kort. Ingen af dem aner, at 'skibet der ikke kan synke' har kurs mod katastrofen. James Cameron's episke drama gjorde Leonardo DiCaprio og Kate Winslet til superstjerner og modtog hele 11 Oscars - deriblandt priserne for bedste film og instruktion.
Nogle år ude i fremtiden er James Howlett, alias Logan eller Wolverine, langsomt ved at blive slået ihjel af sit adamantiumskelet, der før gjorde ham usårlig. Logan bor med sin syge mentor, Charles Xavier, og mutanten Caliban langt ude på bøhlandet, men der bliver alligevel ballade, da en ung pige, Laura, dukker op forfulgt af svært bevæbnede mænd. Laura viser sig at have evner, der forbinder hende til Logan.
18-årige Jamal er kun ét spørgsmål fra at vinde den store gevinst i Indiens udgave af 'Hvem vil være millionær?', da han bliver anholdt af politiet. For hvordan kan en forældreløs knægt fra Mumbais værste slumkvarter kende alle de rigtige svar? Snyder han? Underkastet et brutalt forhør fortæller Jamal den utrolige historie om sit liv på gaden og om den pige, han elskede og mistede. Danny Boyle's energibombe af en film modtog hele otte Oscars, bl.a. for bedste film.
Deadpool er Marvel Comics mest ukonventionelle antihelt, og filmen fortæller historien om den tidligere Special Force agent og lejesoldat, Wade Wilson, der efter at være blevet udsat for et skrupelløst eksperiment, som efterlader ham med stærkt helbredende kræfter, udvikler alteregoet Deadpool. Bevæbnet med sine nye evner og en sort, skæv form for humor påbegynder Deadpool jagten på den mand, som næsten ødelagde hans liv.
Den efterstræbte enspænder Max Rockatansky indlemmes i en gruppe, der ledes af Imperator Furiosa og forfølges af en nådesløs krigsherre og hans bander, og det fører til højspændt krig på landevejene.
I en nær fremtid bruger teenageren Wade Watts det meste af sit liv i en virtuel verden kaldet OASIS. Det samme gør størstedelen af verdens befolkning. Da skaberen af OASIS dør, efterlader han hele sin gigantiske formue inde i spillet - gemt som et såkaldt ”Easter Egg”. Millioner af brugere deltager i skattejagten, der involverer talrige referencer til computerspil og film fra 1980erne. Men ikke alle følger spillets regler.
Den sadistiske voldsmand Iosef, søn af den russiske mafiaboss Tarasov, bryder ind i den pensionerede lejemorder John Wick's hus, dræber hans hund og stjæler hans elskede Mustang. Det skulle han ikke have gjort. Iosefs handlinger sender nemlig John ud på et dødbringende hævntogt. Et hævntogt, der bringer ham op imod en sand hær af blodtørstige mordere, sendt ud af Tarasov.
Ville du kunne dræbe din bedste ven? 42 tilfældige unge stilles over for dette spørgsmål, da regeringen vedtager en ny radikal lov for at dæmme op for et truende ungdomsoprør. Loven går ud på, at de unge mennesker sendt ud på en øde ø, hvor de bliver udstyret med våben. Og her gælder det om at dræbe eller blive dræbt, idet kun én får lov til at forlade øen i live.
En hovmodig prins forvandles til et uhyre og hans tjenere til talende møbler og husgeråd. Forbandelsen kan dog brydes, hvis han lærer at elske en kvinde - som elsker ham tilbage! Det er ikke nemt at finde en date, når man aldrig forlader sit skumle slot. Men da uhyret tager en opfinder til fange, tilbyder hans datter, Belle, at indtage sin fars plads. Og Belle skuer heldigvis ikke udyret på pelsen.
I 1941 er barndomsvennerne Rafe og Danny blevet piloter i det amerikanske luftvåben. Rafe falder for sygeplejersken Evelyn, men forholdet ender brat, da hans fly skydes ned. Danny forsøger at trøste Evelyn, og de to forelsker sig. Men der er mere drama i luften. For Rafe er ikke død - og samtidig planlægger Japan at angribe USA's flådebase i Pearl Harbor.
Den unge kvinde Vers tilhører kree'erne, et intergalaktisk folk af krigerhelte i kamp mod de formskiftende skruller. Under et togt må Vers nødlande på planeten Jorden i 1995. Her møder hun SHIELD-agenten Nick Fury, som hjælper hende med at stoppe skrullerne fra at stjæle et revolutionerende lyshastighedsfly. Men fragmenter af Vers' fortid på Jorden dukker op: Måske er hun faktisk jagerpiloten Carol Danvers?
Den professionelle lejemorder Henry Brogan dræber folk, som den amerikanske regering ønsker skaffet af vejen. Han er blevet 50, og er begyndt at tvivle på sit arbejde, så han ønsker at trække sig tilbage. Men snart opdager han, at nogen er ude på at gøre hans pensionering permanent. Er det muligt for ham at komme ud af det farlige arbejde med livet i behold?