På en ærketypisk engelsk pigeskole i 1930erne holder en klike på seks piger sammen, især for at være i nærheden af deres karismatiske svømmelærer Miss G (Eva Green). En dag ankommer en ung spansk elev ved navn Fiamma (Maria Valverde), og hun bjergtager ganske sine omgivelser, herunder Miss G. Ved søen fortæller hun historier om sine rejser til Indien sammen med sin far, men det varer ikke længe, før der kommer kraftige krusninger på vandet.
Mediemogulen William Randolph Hearst er helt ufattelig, stinkende rig. Så rig, at han kan tillade sig hvad som helst uden nogen løfter et øjenbryn - så som at installere spionudstyr i alle gæstekahytter på den overdådige lystyacht - og så magtfuld, at man uanset hvad, bare tropper op, når han inviterer. Med verdensberømte Charlie Chaplin i spidsen har Hearst sat toppen af jet-settet stævne. Han ønsker at sole sig i berømtheder mens de fejrer hans fødselsdag med et dekadent weekendorgie på havet. Illegal sprut, villige starletter, tidens inciterende Charleston-rytmer og swingende jazz. Dette er den saftige fortælling om en fest, der løber løbsk, og den sandfærdige beretning om en forbrydelse, der bliver dysset ned.