Den unge skuespillerspire, Eve Harrington (Anne Baxter), charmerer sig ind på livet af sit idol, den aldrende Broadway-stjerne Margo Channing (Bette Davis, der baserede sin rolle på filmdivaen Talullah Bankhead), hvis nærmeste omgangskreds tæller playwright Lloyd Richards (Hugh Marlowe), hans kone Karen (Celeste Holm) og regissøren Bill Sampson (Gary Merrill), som Margo er forelsket i. Eve bliver snart Margos uundværlige hjælper og følgesvend, men bag den søde, elskelige facade gemmer sig en glubsk og usund appetit på egen berømmelse. Filmens fortællerstemme tilhører teaterkritikeren Addison DeWitt (den uovertrufne George Sanders, der vandt en Oscar for sin rolle), hvis iagttagelser af alle involverede parter konstant er lige på kornet.

Brian og Neil er to unge mænd, der tilsyneladende intet har til fælles. Godt nok bor de i den samme by, og da de var 8 år, gik de på samme baseballhold. Men der stopper ligheden. Brian er blevet en sexforskrækket, indadvendt ung mand, der er overbevist om, at han blev bortført af en UFO, da han var otte. I samme alder opdagede Neil, at han var bøsse, og siden har han levet som eftertragtet trækkerdreng. Men de to meget forskellige mænd bærer på en fælles hemmelighed fra barndommen, som har formet og ødelagt deres liv. Det er kun Neil, der kan huske, hvad der skete. Brian, derimod, husker intet af, hvad der skete i fem uheldssvangre timer i hans barndom.

Den unge engelske digter Christian ankommer i 1899 til Paris og forelsker sig stormende i en af natklubben Moulin Rouge's kurtisaner, den smukke Satine. Hun efterstræbes også af natklubejeren Hertugen. Mod alle odds forsøger Satine og Christian at blive sammen, men en kraft, som ikke engang kærlighed kan overvinde, truer Satine.

Ballademageren Jim Stark er flyttet til en ny by og ny skole, i jagten på stabilitet, men det er ikke let at være den nye fyr. Han forelsker sig i Judy, en lokal pige med sine egne problemer, men hun er kæreste med Buzz, skolens bølle, som udfordrer Jim til et farligt ræs.

Brian Roberts (Michael York) er engelsk sprogstudent. Han ankommer i begyndelsen af 30'erne til Berlin og indlogerer sig på et pensionat, hvor han får Sally Bowles (Liza Minnelli) som nabo. Sally er sangerinde i "The Kit Kat Klub" – et springbræt til den filmkarriere, hun drømmer om. Stemningen er på én gang hektisk og uvirkelig. I Kit Kat Klub er der fuld tryk på det ubekymrede natteliv. Udenfor kaster det dystre hagekors sine truende skygger ud over hele byen. Sortklædte bøller drager hærgende gennem Berlin. Alle, der ikke bøjer sig for nazisternes magt, er i fare.Men Brian har alt for travlt med at nyde livet sammen med Sally til at bemærke faresignalerne. Og i kabaréten er der ingen problemer, dem lægger man fra sig i garderoben!

På en bar møder den prostituerede Aileen Wuornos den troskyldige Selby. Sammen forsøger de to unge kvinder at begynde på en frisk, men efter et liv præget af ydmygelser, tæv og seksuelt misbrug kan Aileen ikke længere kontrollere sin vrede. Da en af hendes kunder slår hende halvt fordærvet, skyder Aileen ham i selvforsvar. Det bliver det første af en lang række mord på de sexkunder, der samler Aileen op langs landevejene.

Mike (River Phoenix) er en stille fyr, som blev forladt af sin mor som barn. Han lider af narkolepsi og er desuden homoseksuel. Han er forelsket i Scott (Keanu Reeves), der lever på gaden i protest mod sin velhavende familie, men som iøvrigt hævder, at han ikke er bøsse. Sammen drager de af sted for at opsøge Mikes mor, og undervejs på rejsen, som går fra Seattle til Idaho og videre til Italien, møder de en smuk ung pige, som de samler op.

Historien udspiller sig i "Bad City", en trøstesløs ødemark, fuld af olieboringsmaskiner. Her møder vi teenageren Arash, der kæmper med at skrabe penge sammen, blandt andet for at finansiere sin fars narkomisbrug. Hvad han ikke ved er, at byen også er hjemsted for en ung kvindelig vampyr. En dag mødes de to, og så tager begge deres liv en drejning.