Den unge skuespillerspire, Eve Harrington (Anne Baxter), charmerer sig ind på livet af sit idol, den aldrende Broadway-stjerne Margo Channing (Bette Davis, der baserede sin rolle på filmdivaen Talullah Bankhead), hvis nærmeste omgangskreds tæller playwright Lloyd Richards (Hugh Marlowe), hans kone Karen (Celeste Holm) og regissøren Bill Sampson (Gary Merrill), som Margo er forelsket i. Eve bliver snart Margos uundværlige hjælper og følgesvend, men bag den søde, elskelige facade gemmer sig en glubsk og usund appetit på egen berømmelse. Filmens fortællerstemme tilhører teaterkritikeren Addison DeWitt (den uovertrufne George Sanders, der vandt en Oscar for sin rolle), hvis iagttagelser af alle involverede parter konstant er lige på kornet.
Den grusomt sandfærdige beretning om den slemt deforme, dybt intelligente stakkel, der i Victoria-tidens England må hutle sig gennem tilværelsen som attraktion i et freakshow til spot & finger-pegeri for massen, inden han møder lægen Frederick Treves (Hopkins i sin bedste rolle... der har været mange, men denne slår dem alle!), der som den første får kendskab til Merricks smukke sind og sjæl, er ubeskrivelig stærk og tankevækkende kigning.
Den unge engelske digter Christian ankommer i 1899 til Paris og forelsker sig stormende i en af natklubben Moulin Rouge's kurtisaner, den smukke Satine. Hun efterstræbes også af natklubejeren Hertugen. Mod alle odds forsøger Satine og Christian at blive sammen, men en kraft, som ikke engang kærlighed kan overvinde, truer Satine.
Peachy og Daniel gør tjeneste som engelske officerer i Indien, der er en del af det britiske imperium. De to soldater har gang i en række mere eller mindre lyssky foretagender for at forsøde livet med ekstra penge. Helt galt går det på en ekspedition til Afghanistan, hvor Daniel bilder de lokale ind, at han er en reinkarnation af Alexander den store.
På en bar møder den prostituerede Aileen Wuornos den troskyldige Selby. Sammen forsøger de to unge kvinder at begynde på en frisk, men efter et liv præget af ydmygelser, tæv og seksuelt misbrug kan Aileen ikke længere kontrollere sin vrede. Da en af hendes kunder slår hende halvt fordærvet, skyder Aileen ham i selvforsvar. Det bliver det første af en lang række mord på de sexkunder, der samler Aileen op langs landevejene.
Mike (River Phoenix) er en stille fyr, som blev forladt af sin mor som barn. Han lider af narkolepsi og er desuden homoseksuel. Han er forelsket i Scott (Keanu Reeves), der lever på gaden i protest mod sin velhavende familie, men som iøvrigt hævder, at han ikke er bøsse. Sammen drager de af sted for at opsøge Mikes mor, og undervejs på rejsen, som går fra Seattle til Idaho og videre til Italien, møder de en smuk ung pige, som de samler op.
Familien Fowler lever et ganske normalt liv i en lille by i staten Maine. Matt (Tom Wilkinson) er byens læge og ynder at fiske, hans hustru Ruth (Sissy Spacek) er skolens musiklærer, og deres søn Frank (Nick Stahl) er hjemme i sommerferien efter sit første år på college. Frank er forelsket i den noget ældre Natalie (Marisa Tomei), der ikke helt er blevet skilt fra sin ex-mand Richard, som er sygeligt jaloux over at se sin kone rende rundt med en anden mand. Snart rammer en grusom tragedie, der fuldstændig splitter den lille Fowler-kernehusholdning.