Mahamad Habanes første oneman show er et show med sjov og positivisme. Med Mahamads altid glade sind er du sikret komik på første klasse.
En jødisk komedieforfatter og en protestantisk sangerinde møder hinanden i New York, og sød musik opstår. De ved begge, at det kan være svært at finde den rette livsledsager i en verden befolket af intellektuelle kritikere, opskruede Rolling Stone-skribenter og selvhøjtidelige kunstnertyper. Gennem lange diskussioner om alt fra film til religion lærer de hinanden at kende, men forholdet bliver sat på prøve, da sangerinden overvejer at flytte til L.A.
En romantisk komedie med zombier...Shaun er fanget i daglighedens kedsomhed. Han tilbringer det meste af sin tid på den lokale pub, The Winchester, sammen med sin kammerat Ed. Shaun skændes med sin mor og forsømmer sin kæreste Liz. Da Liz vrager ham, beslutter han sig langt om længe til at få styr på sit liv. Hans indser, at han er nødt til at vinde sin kæreste tilbage, reparere forholdet til sin mor og forsøge at opføre sig som et voksent menneske. Men de døde stikker en kæp i hjulet for hans plan ved at genopstå som zombies og forsøge at spise alle de levende, de kan sætte tænderne i. Det tager Shaun dog bare som en ekstra udfordring. Han hanker op i Ed, bevæbner sig med et cricketbat og en spade og tager kampen op mod zombierne for at redde sin mor, sin stedfar (modvilligt), sin kæreste og hendes venner David og Dianne (endnu mere modvilligt) og sørge for, at de kommer sikkert hen til det sikreste sted, han kender: The Winchester.
Ivan er en moderne, positivt tænkende mand. Som præst ser han det som sin fineste opgave at hjælpe og støtte sine medmennesker. Det gælder ikke mindst dem, der er kommet i uføre. Samtidig har Ivan dog en ret så ustabil forbindelse til virkeligheden. Det forhindrer ham dog ikke i at modtage ny-nazisten Adam med åbne arme. Adam er dømt til 12 ugers samfundstjeneste og kommer ind i Ivans skrøbelige, verdensfjerne kollektiv, der i forvejen består af alkoholikeren Gunnar, Sarah og tankstations-røveren Khalid. Men der er afsløringer på vej, øretæver i luften og uro i Paradis...
”Det, jeg frygter allermest, er folk uden humor” I det nyeste og anmelderroste one man show fra Omar Marzouk kigger komikeren på følelserne frygt og mod, hvad der driver hvad og hvornår frygt udløser mod. I sin søgen stiller han bl.a. spørgsmålene: Hvem var mest modig, Ghandi eller Osama Bin Laden? Hvordan kan en hel nation af egyptere frygte en diktator i 40 år og så på få dage finde modet til at kræve deres frihed? Hvad frygter vi i Danmark? Og hvad burde vi reelt være bange for? Omar Marzouk tager også udgangspunkt i sin egen indre verden. For er der noget Omar Marzouk er bange for, så er det IKKE at være sjov. “Det, jeg frygter allermest, er folk uden humor”, siger han og undrer sig over, hvorfor nogle mennesker er så bange for at blive gjort til grin. “Hvorfor er de så bange for sjov?”, spørger han.
Da 20th Century Fox's direktører første gang så M.A.S.H., var filmen meget tæt på at blive lagt på hylden og aldrig nogensinde blive frigivet. For dét, de så, var bestemt ikke endnu en heroisk portrættering af amerikanske soldater i krig. Derimod havde rebellen Robert Altman skabt en nærmest surrealistisk antikrigsfilm om en flok læger midt i Korea-krigen, der klarer sig igennem blodbadet ved hjælp af grov humor og vanvittige påfund. Det var bestemt ikke hverdagskost i 1969, men filmen ramte plet hos et amerikansk publikum, der var træt af Vietnam-krigen, og den ændrede med ét måden, der blev lavet film på i Hollywood. Det var en modig film dengang og er stadig mere vovet, end langt det meste af det, vi ser i dag.