George Bailey er en tilsyneladende lykkelig familiefar, der inderst inde føler, at hans liv er forfejlet. Ingen af hans drømme er blevet realiseret, og den årelange kamp mod byens hensynsløse rigmand ser ud til at slutte med et totalt nederlag. George overvejer at begå selvmord, men hans skytsengel vil gøre alt for at overbevise ham om, at hans liv ikke er så mislykket endda - at det er herligt at leve.
Phil Conners (Bill Murray) er en mavesur tv-vejr-mand, der hvert år (meget mod sin vilje) bliver sendt til den lille flække, Punxsutawney. Her skal han interviewe byens eneste landskendte "person" – et murmeldyr, der efter sigende kan fortælle, om foråret er på vej, eller om vinteren fortsætter. Og Phil hader det. Han hader alt, der har noget med byen at gøre, og vil allerhelst væk derfra med det samme. Men da Phil vågner op på hotellet næste morgen, er det den samme dag som i går(?) Og sådan fortsætter det, dag efter dag – med den samme dag. Det har jo nogle fordele, for der er jo ingen "i morgen", og Phil kan gøre, hvad der passer ham uden at stå til ansvar for nogen dagen efter.
I Pleasantville har det aldrig regnet. Der har aldrig været et passioneret kys. Der har aldrig været et punkteret bildæk, en rød rose eller et maleri. Pleasantville er en by i en TV-serie af samme navn – en klassisk sort/hvid serie fra 50’erne, hvor indbyggerne lever en snorlige, renskuret tilværelse i deres hyggelige parcelhuse. Det er elskelige og omgængelige mennesker, som aldrig bander, drikker, ryger eller dyrker sex. David og Jennifer er et teenagetvillingepar i vore dages USA. David er inkarneret Pleasantville fan. En aften er de to unge alene hjemme, og under et skænderi om hvad de skal se i TV, smadrer de fjernbetjeningen. En aldrende TV-reparatør forærer dem en ny, og pludselig befinder de sig i Pleasantvilles sort/hvide univers.
Den 12-årige Josh ønsker under en karneval, at han var voksen. Morgenen efter vågner han op - som voksen! Kort efter får han job på en legetøjsfabrik, hvor han hurtigt får succes pga. sine evner til at forudsige, hvad børn kan lide at lege med. Men selv hans smukke kollega Susan kan ikke afhjælpe Josh's søgen tilbage til den ukomplicerede barndom.
Den internationalt anerkendte oceanograf Steve Zissou og hans medarbejdere, Team Zissou, sejler ud på jagt efter den mystiske, snu og måske ikke-eksisterende Jaguarhaj, der tog livet af Zissous partner under optagelserne til deres seneste dokumentarfilm. På deres fantastiske rejse får de selskab af en ung trafikpilot, der muligvis er Zissous søn, en smuk journalist, der skal skrive et portræt af ham og endelig Zissous ex-kone. Undervejs mod et mål, der måske slet ikke findes, skal de overstige problemer som pirateri, kidnapping og bankerot!
Instruktøren Sean Ellis har her forvandlet sin 17 minutter lange Oscar-nominerede kortfilm til en spillefilm! Vi følger den studerende Ben (Sean Biggerstaff), der netop er blevet dumpet af sin kæreste, og som følge deraf lider han af søvnløshed. Derfor begynder han at arbejde i et døgn-supermarked, hvor han møder en række spøjse personer, der har hver deres metode til at komme igennem en ulideligt kedelig 8 timers vagt.
Ægteskabsrådgivning er emnet i denne historie om Ethan (Mark Duplass) og Sophie (Elisabeth Moss), hvis forhold er truet af opløsning, og som beslutter sig for at gøre noget ved det. Sophie ønsker at få den oprindelige gnist i deres kærlighed tilbage, mens Ethan blot ønsker normale tilstande. Tilskyndet af deres terapeut (en hvidhåret Ted Danson), drager de på weekendtur til en privat ejendom på landet. Her venter dem overraskende begivenheder.